Manglende lokale spillere er ikke i stand til at skabe en sund og stærk kultur i klubberne. De seneste års vindere af Champions League har haft en sund balance mellem dyrt indkøbte spillere og spillere, man selv har udviklet, skriver Tipsbladet fredag.

Chelsea har succes Premier League. Men successen lader vente på sig i Europa. Foto: Michael Regan/Getty Images

Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, er i dag ude med en leder, der kigger på, hvorfor nogle af klubberne i Premier League har problemer med at begå sig, når de skal ud og spille europæisk bold.

Lederen kommer igennem mangt og meget, men hovedsageligt skyldes den manglende succes i Europa de få spillere af egen avl. Under gårsdagens afsluttende træning på Millennium Stadium i Cardiff, sad Troels Bager Thøgersen og talte nationale spillere og spillere fra oplandet i de to respektive klubber.

Iøjnefaldende var det, at kun to Juventus-spillere er opvokset i og omkring Torino. Det drejer sig om Claudio Marchisio fra Torino og Paolo De Ceglie fra Aosta i oplandet til Torino. Men alligevel rummer truppen over mange spillere fra Italien, der igennem de seneste år har præget dagligdagen i klubben, både på og udenfor banen.

Læs også: Buffon: Disse PL-storklubber forsøgte at hente mig væk fra Juventus

Rutinerede spillere som Gianluigi Buffon, Giorgio Chiellini og Andrea Barzagli har været en fast bestanddel af Juventus’ succes de seneste år.

Til Tipsbladet fredag udtalte Raffaelle Poli, der står i spidsen for The Football Observatory under International Centre for Sports Studies (CIES), at det handler om at balancere mellem dyre indkøb og spillere af egen avl:

“De hold, der har haft succes i Champions League, har alle fælles træk. Der har været en balance mellem dyrt indkøbte spillere og folk, man selv har udviklet. F.eks. har Juventus indkøbt Dybala og Higuaín for store beløb for at score mål, men Buffon, Chiellini, Bonucci og Marchisio er spillere, der kender klubben og dens værdier. Det med at skabe en sund og stærk kultur er bare ofte lettere med lokale spillere.”

Lederen i Tipsbladet konkluderer, at de engelske Premier League-klubber skal væbne sig med ro og have mere is i maven, end man har haft de seneste 10-15 år.