Af Anders Lang Jensen

Italienske Antonio Conte skal jagte nyt blod til truppen, der sikrede ham det engelske mesterskab i sidste sæson. Særligt defensive spillere er i søgelyset, og hvorfor ikke kigge mod sin tidligere klub i jagten på flere stjerner til Chelsea.

Photo by Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

Juventus er kendt for deres defensive base, og deres 3-mandsforsvar står solidt for ”Den Gamle Dame”. Længe har Premier League-klubber som Manchester City og altså Chelsea været sat i forbindelse med Juventus-spillere til de bagerste geledder.

Leonardo Bonucci og Alex Sandro er i søgelyset hos Antonio Conte. Midtstopperen og venstrebacken har været sublime for det italienske mesterhold denne sæson. Det vil italienske Conte gerne have fingrene i, og dermed kan det blive en dyr sommer for de forsvarende engelske mestre. Det melder engelske The Sun.

Photo by Shaun Botterill/Getty Images

Angiveligt vil Juventus lytte til tilbud på den rutinerede midtstopper Bonucci. Hvis prisen er den rette, kan et salg komme på tale. Dette har den italienske storklub angiveligt fortalt til deres tidligere manager, som nu befinder sig i London-klubben Chelsea.

Et bud på £45m skulle være nok for at sende den italienske landsholdsspiller til Premier League. Denne pris vil Conte med Premier Leagues økonomiske pengepung være klar til at indfri. En handel med den brasilianske back Alex Sandro bliver dog en anden sag.

Tidligere på ugen skulle Chelsea have sendt bud af sted på backen, men buddene blev afvist fra Juventus´ side. Nu vil Conte forbedre tilbuddet, så det nu skulle lyde på omkring £55m. Avisen melder dog, at en handel skal være ekstraordinær god, før Juventus-ledelsen vil sælge Sandro.

Conte vil lokke særligt Sandro med en stor lønforhøjelse, og dermed skal dette få den brasilianske forsvarsspiller til at vælge Chelsea som kommende arbejdsgiver.