Jürgen Klopp må forberede sig på at skulle undvære en af sine forsvarsspillere forud for mødet mod Manchester City i Champions League. Joel Matip forventes nemlig ude resten af sæsonen.

Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Den centrale forsvarsspiller pådrog sig en skade i knæet i lørdagens 2-1-sejr over Crystal Palace på Selhurst Park, og det forventes nu, at han skal igennem en større operation.

Den 26-årige er derfor fløjet til sit hjemland, Tyskland, hvor han vil blive tilset af en specialist, som skal beslutte, hvorvidt en operation er nødvendig eller ej. Det skriver Liverpool Echo.

Det betyder, at Dejan Lovren forventes at danne par med Virgil van Dijk i midterforsvaret i onsdagens møde med Manchester City i Champions League.

Lovren kom på banen som indskifter på Selhurst Park i weekendens kamp, efter han missede den forrige kamp mod Watford på grund af en mindre ankelskade, som førte til, at han heller ikke blev udtaget til den kroatiske landsholdstrup.

Med Emre Can, der kæmper med at komme tilbage fra sin rygskade, Joe Gomez – som er ude i en måned med en ankelskade – og Adam Lallana, som er dømt ude grundet en forstrækning, kommer Matips skade ikke på et belejligt tidspunkt for Klopp.

LÆS OGSÅ: Avis: Liverpool vil skille sig af med seks spillere – se hvem her

Ræs om topscorertitlen – Salah vs. Kane

I toppen af Premier League, er der også kamp om, hvem der skal være topscorer i denne sæson. Det bliver med al sandsynlighed en duel mellem Mo Salah og Harry Kane.

Sidstnævnte har været ude med en skade i en måneds tid. Det betyder, at Salah er rykket foran på topscorerlisten med 29 mål mod Kanes 24.

– Salah har gjort det fantastisk. Han er en fantastisk spiller, fortalte Kane til The Mirror.

– For mig handler det om at fokusere på mit eget spil og holdets. Så ser vi, hvad der sker, når sæsonen er slut.

– Han har tyvstartet lidt. Jeg kan ikke kontrollere, hvad han gør. Jeg bliver bare nødt til at forberede mig godt til kampene og være klar.

LÆS OGSÅ: Officielt: AC Horsens henter målmand i Chelsea