De danske fodboldfans sidder nok spændt og følger med, når VM-lodtrækningen går i gang i dag klokken 15.45. Der er nemlig stor forskel på, hvor langt de kan komme til at rejse mellem kampene ved VM i Rusland.

af: Emil Plovgaard

Fredag sidder mange danskere klinet til skærmen, når det skal afgøres, hvilke tre nationer det danske fodboldlandshold møder i gruppespillet ved VM i Rusland næste år.

Der er stor forskel på Danmarks chancer, og det kommer helt an på hvilken gruppe, de havner i, og hvilke modstandere Danmark trækker. Men der er også mange forskellige scenarier for de danske roligans.

Her tænkes især på de afstande, der er mellem kampene for fansene.

I forhold til hvor stort et land Rusland geografisk er, kan de danske roligans få relativt kort mellem kampene, såfremt de havner som B3 i gruppe B. En placering som B3 i denne gruppe vil nemlig betyde, at Danmark skal spille sine tre gruppekampe i først St. Petersborg, dernæst i Moskva og til sidst i Kaliningrad.

Der er 1149 kilometer fra København til Sankt Petersborg. 1508 kilometer fra København til Moskva, og 506 kilometer fra København til Kaliningrad.

De interne afstande i Rusland er overkommelige, såfremt Danmark havner som B3 i gruppe B. Der er nemlig “kun” 634 kilometer fra Sankt Petersborg til Moskva, og 1093 kilometer fra Moskva til Kaliningrad.

Danske fans skal nok ikke håbe på at havne som C3 i gruppe C. Rejseafstandene her er nemlig noget mere intensive.

Gruppe Cs første gruppekamp spilles i Saransk, dernæst Jekaterinburg og til sidst i Sochi.

Der er 2068 kilometer fra København til Saransk, 2909 kilometer fra København til Jekaterinburg og 2344 kilometer fra København til Sochi.

De interne afstande i Rusland er også lange. Fra Saransk til Jekaterinburg er der 1013 kilometer, og fra Jekaterinburg til Sochi er der 2077 kilometer.

VM: 5 ting du SKAL vide inden lodtrækningen i dag