Der var drama på menuen, da Paris Saint Germain tog imod Olympique Lyonnais (herefter Lyon) hjemme på Parc des Princes til en kamp om en plads i toppen af tabellen. Forud for opgøret var de to klubber placeret på henholdsvis 1. og 5. pladsen.

Med fem sejre i træk og 19 mål scoret, fører Paris Saint Germain suverænt den bedste franske række, og det er ikke uden grund. Truppen rummer over stjernespækkede spillere som Neymar Jr. og Kylian Mbappé, der til hver en tid giver de franske klubber store udfordringer.

Men det var faktisk ikke fordi, at PSGs offensiv voldte Lyon så store problemer i dag. Det var som om, at det var forsvaret, der forårsagede deres egne fejl, og derfor var en stor medvirken til, at hjemmeholdet overhovedet kom på scoringstavlen denne aften.

For med en målløs første halvleg, hvor PSG havde domineret kraftigt, og havde 68 procent af al boldbesiddelse, kunne man godt komme i tvivl, om bolden overhovedet fandt vej til netmaskerne i dag.

Det stod nemlig helt lige i skudstatistikken.

Dominerende hjemmehold

Dominans var også nøgleordet for anden halvleg. Men der gik lang tid, før der blev åbnet op for sluserne. Gæsternes Marcelo forsøgte at afværge et indlæg, men det blev i stedet for til et ynkeligt øjeblik, da han måtte se bolden gå ind på sin egen målmand. 1-0 til PSG efter 75 minutters spil.

Blot fem minutter efter havde Edinson Cavani muligheden for at fordoble føring, hvis han eksekverede det tilkendte straffespark korrekt. Men det formåede han ikke. Lyon-målmand, Anthony Lopes, kunne på strålende vis redde bolden, og derfor var der stadig et spinkelt håb for gæsterne.

Seks minutter efter kom den så. Det andet mål til PSG og det andet selvmål i kampen. Lyons Jeremy Morel kunne finde ud af, hvordan det måtte have føltes at være Marcelo blot 11 minutter forinden. Med en bitter smag i munden fordoblede han føringen for værterne, der nu står med maksimumpoint efter seks kampe i forsøget på at generobre titlen som forsvarende mestre.