Pep Guardiola fik sin hævn over Klopp

Jürgen Klopp er en af de relativt få trænere i verden, der har en positiv statistik mod Pep Guardiola i indbyrdes opgør. Denne statistik fik et ordentligt hug i weekenden, hvor ”the citizens” satte Liverpool godt og grundigt til vægs med en 5-0 nedsabling. Godt nok kom ydmygelsen i hus efter et rødt kort til Liverpools offensive es Sadio Mané, men kampen sætter store atter spørgsmålstegn ved Liverpools udskældte defensiv. I kampen fik Liverpools nyindkøb Alex Oxlade-Chamberlain desuden debut, og man kan næsten kun have ondt af spilleren, der i løbet af anden halvleg må have løbet og tænkt at det føltes præcis som at spille for Arsenal, der senest tabte 4-0 mod netop Liverpool. Liverpools næste kamp i Premier League er mod Burnley, og den kamp er nu en kamp der skal vindes. Det bliver dog uden Sadio Mané, der kan se frem til tre kampe i skyggen. Manchester City har i næste runde Watford, hvilket er en kamp de er store favoritter til at vinde.

(Photo by Stu Forster/Getty Images)

Manchester United kunne ikke gøre det i Stoke

Én af de hyppigst brugte klichéer i nyere tid er, hvor svært det er at spille i Stoke. Og ofte er det henvendt til udenlandske profiler, som måske har gjort det godt i Spanien, ’but can he do it on a rainy tuesday in Stoke?’. I de seneste par sæsoner har The Britannia Stadium, nu omdøbt Bet365 Stadium, dog ikke været helt så frygtindgydende som i årene under Tony Pulis. Derfor var det da også forventet at Manchester United’s perfekte stime ville fortsætte. Men sådan skulle det ikke være. Kampen sluttede 2-2 og De Røde Djævle satte vigtige point til i topstriden.  Jose Mourinho kan dog glæde sig over, at hans offensive profiler bliver ved med at score. I kampen kom både Romelu Lukaku og det engelske stjerneskud Marcus Rashford på tavlen. Til gengæld kan han ærgre sig over, at det ikke lykkedes for Manchester United at parkere bussen og lukke af for Stoke. Manchester United deler derfor nu førstepladsen med bysbørnene fra Manchester City.

(Photo by Alex Morton/Getty Images)

September er lig med Harry Kanes genopståen

En af de mere kuriøse statistikker i de senere år er Harry Kanes konsekvente måltørke i august måned. Harry Kane har aldrig scoret i august og heller ikke i denne sæson lykkedes det for angriberen. Men det har i de seneste par sæsoner ikke forhindret ham i at ende som topscorer, og nu hvor september er begyndt, så scorer Kane da også igen. Kampen mellem Spurs og Everton endte 0-3 på Goodison Park, og det var en magtdemonstration fra London-holdets side. Harry Kane kvitterede med to kasser, og især et af målene var et imponerende langskud. Om Tottenham formår at holde niveauet på den midlertidige hjemmebane Wembley, det mangler vi til gengæld stadig et svar på. Tottenham har endnu ikke vundet i Premier League på Wembley.

(Photo by Jan Kruger/Getty Images)

Det ser værre og værre ud for Bournemouth og Crystal Palace

4 kampe 0 point. Sådan er realiteterne for både Crystal Palace og Bournemouth efter fjerde runde. Værst ser det ud for Crystal Palace, som der har en målscore på 0-7, og således endnu ikke har formået at score et eneste mål. Den nye træner Frank De Boer er allerede på rygtebasis ved at blive fyret, og der skal virkelig sadles om i Sydlondon hvis ’The Eagles’ skal ud af den øjeblikkelige krise.

(Photo by Dan Mullan/Getty Images)

På sydkysten står tingene nogenlunde lige så skidt til hos Bournemouth. De har  dog formået at score, men Eddie Howe skal have løst problemerne i en fart. Dog har det spillemæssigt set bedre ud hos Bournemouth end hos Crystal Palace. I skrivende stund har West Ham endnu ikke spillet deres fjerde runde-kamp, men de står også uden point og med en elendig målscore inden mandag aftens kamp mod Huddersfield. En kamp der kan ligne et tidligt bundbrag, selvom Huddersfield aktuelt ligger i den bedste halvdel af tabellen. Det tegner allerede på nuværende tidspunkt til at blive en lang sæson for de aktuelle bundhold.