Zlatan Ibrahimovic

Zlatan Ibrahimovic er en ikonisk svensk fodboldspiller med bosniske og kroatiske rødder. Han spiller for den amerikanske MLS-klub, LA Galaxy. Han er det største profil nogensinde i Sverige, og han bliver af mange unge svenskere ofte fremhævet som et idol. Han er den perfekte mønsterbryder – fra ghettoen Rosengården i en trist Malmø forstad til verdensstjerne. Zlatan er fodboldens svar på Clint Eastwood, og han er kommet med utallige ‘one-liners’ gennem karrieren. 

Fulde navn: Zlatan Ibrahimovic

Klub: Manchester United, der til daglig spiller i Englands bedste række, Premier League. Han har spillet for Red Devils, siden skiftet hertil i sommeren 2016 fra stenrige Paris Saint-Germain. Han har spillet for i alt otte klubber i løbet af karrieren, der blandt andet har budt på ophold i Malmø FF, Ajax Amsterdam og Juventus.

Løn: Den erfarne svensker er den bedst betalte spiller i Premier League. Ibrahimovic tjener i omegnen af 3,1 millioner kroner pr. uge. Det beløber sig til en årsløn på knap 150 millioner kroner. Her er ikke medregnet diverse bonusser og signon-fees.

Land: Sverige. Ibrahimovic har dog rødder til både Bosnien og Kroatien, hvilket man nok også godt kan udlede ud fra hans efternavn. Hans forældre emigrerede i løbet af 1970’erne til Sverige fra det, der engang var Jugoslavien, og i moderne tid er Bosnien. Faderen er fra det moderne Bosnien, mens moderen er opvokset i Zadar-provinsen i Kroatien.

Født: Zlatan Ibrahimovic har fødselsdag den 3. oktober 1981. Han blev født og voksede op i en den berygtede Malmø forstad, Rosengård. På trods af – eller måske endda på grund af – sin opvækst i et samspilsramt kvarter, fandt han glæde ved fodbolden.

Højde: Zlatan Ibrahimovic er en høj herre. Han måler 1,95 meter. Det er 17 centimeter mere end den gennemsnitlige mand i Sverige, som er 1,78 meter høj.

Vægt: Zlatan Ibrahimovic vejer 95 kilo. Det giver den erfarne svenske angriber en BMI på 24,98. Han er i den tunge ende af normalvægt-skalaen. Det skyldes dog, at han har meget muskelmasse.

Position: Zlatan Ibrahimovic bruges hovedsageligt som angriber.

Ajax Zlatan

Zlatan Ibrahimovic – Klubhistorie:

Ibrahimovic startede karrieren hos Malmø FF i Sverige i de sene 90’ere, før han blev hentet til Ajax Amsterdam, hvor han for alvor fik sit europæiske gennembrud. Han blev sidenhen hentet til Juventus, og udmærkede sig i Serie A med partneren i angrebet, David Trezeguet. I 2006 skrev han under på en kontrakt med rivalerne fra Inter Milan. Et skifte, som ikke blev mødt med tilfredshed hos fansene i Juventus.

Citat: Jeg var en Ferrari, der blev kørt som en Fiat (om tiden i Barcelona)

I 2007 og 2009 blev han udvalgt til årets hold kåret af UEFA. Herudover sluttede han også som topscorer i sæsonen 2008/09, mens han vandt tre Scudettoer i træk. I sommeren 2009 blev han involveret i en byttehandel, da han skiftede til den spanske storklub, FC Barcelona. Den anden vej kom Samuel Eto’o. Efter tiden i Barcelona skiftede han atter tilbage til Italien.

Denne gang skulle han tørne ud for AC Milan. Kontraktaftalen med Rossoneri betød, at Ibrahimovic nu var en af de bedst betalte spillere i hele verden. Efter endnu en Scudetto med AC Milan i 2010/11, skrev han imidlertid under med Paris Saint-Germain i juli 2012. Med PSG vandt Ibrahimovic fire Ligue 1-mesterskaber i træk, to Ligacup-titler, en pokalturnering, og i oktober 2015 blev han klubbens mest scorende spiller nogensinde.

Citat: Vi leder efter en fed lejlighed. Hvis vi ikke finder noget, så køber vi bare hotellet. (om huskøb i Paris)

Efter EM-slutrunden i Frankrig i 2016 annoncerede han, at han ville træde tilbage på det svenske landshold og samtidig skifte Paris Saint-Germain ud med Manchester United, som tilbød ham en et-årig kontrakt. Efter en skade, fik han i første omgang ikke forlænget sin kontrakt med klubben fra Old Trafford. Da det viste sig, at Zlatan hurtigt ville komme sig over sin skade, fik han dog tilbudt endnu et år i Manchester-klubben.

Zlatans idol:

Som ung så Zlatan Ibrahimovic meget op til den brasilianske Ronaldo, der optrådte succesfuldt for FC Barcelona og Real Madrid i løbet af karrieren.

Video:

Tidlige liv:

Zlatan Ibrahimovic blev født den 3. oktober 1981 i Malmø i Sverige. Hans forældre emigrerede fra datidens Jugoslavien. Forældrene til Zlatan hedder Sefik Ibrahimovic og Jurka Gravic. Familien levede under meget ydmyge forhold og manglede selv de mest grundlæggende fornødenheder. For at gøre ondt værre, blev Zlatans forældre skilt, da han var to år gammel. På trods af dette formåede familien at give Zlatan en nogenlunde opvækst på trods af det hårde miljø i og omkring den forstad, han voksede op i, Rosengård.

Den hårde opvækst – tidlig kriminel

Zlatan startede med at spille fodbold, da han var seks år gammel. Han fik på sin seks-års fødselsdag et sæt fodboldstøvler i gave. Det skete omkring de sene 80’ere, og efterhånden som han voksede op, gjorde han sig mentalt og fysisk klar til en karriere som professionel fodboldspiller. I skolen mobbede han de andre elever, og når han ikke var i skole, gav han den som tyv i den kriminelle verden. Han erkendt senere, at han havde været betaget af cykler, og ville gøre alt for at stjæle en sådan, når han fik chancen.

Citat: Først gik jeg til venstre, det gjorde han også. Så gik jeg til højre, det gjorde han også. Så gik jeg til venstre igen, og han gik ud for at købe en hotdog. (om Stephane Henhoz fra Liverpools forsvarsspil)

Det åbenlyse talent

Zlatan begyndte karrieren hos Malmø BI og FBK Balkan i de tidlige år. I hans teenageår begyndte han i byens største klub, Malmø FF, som også ligger i Allsvenskan, Sveriges bedste fodboldrække. Selvom han besad et åbenlyst talent, tjente han altså ikke penge nok til, at der kunne komme mad på bordet. Som 15-årig lagde han for en stund støvlerne på hylden. I stedet begyndte han at arbejde på havnen i Malmø, så han atter kunne forsørge sig selv. Hans træner på holdet i MFF opfordrede ham dog til at blive ved med at spille, og resten er sådan set historie.

Privatliv:

Zlatan Ibrahimovic har i længere tid været sammen med Helena Seger, med hvem fodboldstjernen har to sønner. Parret bor i deres villa i Manchester, og har desuden også en penthousevilla i Malmø, som er hans hjemby og dér, hvor han oftest tager på ferie.

Helena Seger

Zlatan Ibrahimovic’ kone, Helena Seger, ses her sammen med parrets to sønner.

Dokumentarfilmen ‘Becoming Zlatan’ dokumenterer hans liv og giver et glimt af hans hårde opvækst. Filmen optrådte på adskillige filmfestivaler rundt i verden.

Citat: Hvad Carew gør med en fodbold, kan jeg gøre med en appelsin. (Om John Carew)

I en ligakamp i 2015, tog Zlatan sin trøje af for at afsløre en tatovering med navnene på 50 personer, som var døde af sult. “Stuntet” blev foretaget for at sprede opmærksom på hungersnød i verden, der dagligt dræber tusindvis af mennesker.

Ibrahimovic er berømt for sit had til pressen og er konstant i medierne på grund af hans uregelmæssige opførsel. Han er også blevet tildelt adskillige kort i sin karriere for at have udvist voldelig adfærd.

Statistik:

I løbet af sin professionelle karriere er det blevet til 457 kampe på højeste plan. Dertil har han scoret 319 gange. Det betyder, at svenskeren har scoret 0,61 mål pr. kamp.

Bedste resultater:

Som 18-årig blev han i 1999 rykket op i Malmø FFs førsteholdstruppen. På trods af et mål i den sidste kamp om at undgå nedrykning, kunne han intet gøre. Den skånske klub måtte en tur ned i Sveriges bedste række, Superettan. Men år 2000 skulle blive meget bedre for Zlatan og Malmø. Således scorede han 12 mål i den efterfølgende sæson, og hjalp Malmø til en hurtig tilbagevenden til landets bedste række.

En flyvende Zlatan

Zlatan Ibrahimovic (Photo by Stu Forster/Getty Images)

Karrieren i udlandet tager form

I 2001 forlod han Malmø for at gøre karriere hos Ajax Amsterdam. Ibrahimovic scorede seks mål i hans første sæson for klubben, der blandt andet bød på en trænerfyring og en hjemlig ligatitel, da Ajax for 28. gang i historien kunne løfte Æresdivision-trofæet. Ajax vandt ligeledes den hollandske pokalturnering, da Ibrahimovic scorede det kampvindende mål mod FC Utrecht på De Kuip.

I 2002/03-sæsonen blev det til endnu et hollandsk mesterskab for Ajax Amsterdam. Ibrahimovic førte an med 13 ligamål.

Citat: Intet. Hun har allerede fået Zlatan. (Da han bliver spurgt, hvad han har givet i forlovelsesgave)

Ved sæsondebuten i 2004/05 mod NAC Breda scorede den nu 22-årige Ibra tre mål. Et af disse nåede gik hele vejen. Således blev et historisk mål af den svenske angriber kåret som årets mål af Eurosports seere verden over.

Han blev kort herefter solgt til den italienske gigant Juventus.

Tiden i Juventus – succesoplevelserne, der blev forvandlet til et skandaløst mareridt

Ibrahimovic’ første sæson hos Juventus blev en særdeles succesfuld en af slagsen. Den unge knægt var ankommet til klubben for en overgangssum på 120 millioner kroner, og forventninger var skyhøje til den unge angriber i støvlelandet. Han leverede imidlertid varen fra første fløjt, og med 16 Ibrahimovic-mål kunne Juventus kalde sig Serie A-mestre i 2004/05-sæsonen. I årene, der fulgte, fortsatte Bianconeri med at vinde titler i overlegen stil. Således blev det i den efterfølgende sæson også til guldmedaljer i Serie A. Senere blev resultaterne dog trukket tilbage som følge af Calciopoli-skandalen.

Juventus Zlatan

Juventus tvangsnedrykkes – Zlatan Ibrahimovic skifter klub

Som følge af den omfattende skandale blev Juventus tvangsnedrykket til Serie B, og Ibrahimovic skiftede som direkte konsekvens heraf til rivalerne fra Inter for 185 millioner kroner. Med hjælp fra Zlatans 15 mål i hans første sæson i klubben, vandt klubben sit første mesterskab i Serie A i 18 år.

Også hos Inter blev hans anden sæson i klubben fulgt op med endnu en Serie A-titel, da klubben vandt guld i 2008. Scenariet gentog sig i 2009, og Ibrahimovic kunne fejre sit tredje italienske mesterskab med klubben.

Nye græsgange – ankomsten til Barcelona: fiasko eller succes?

I 2010 skiftede han støvlelandet og Internazionale ud med en tilværelse i Catalonien hos FC Barcelona. Svenskerens overgangssum var godt og vel 500 millioner danske kroner. Selvom det blev til 16 mål og syv assists hos Blaugrana, anses Ibrahimovic’ eneste sæson på Camp Nou som en fiasko, til trods for, at han skulle omstille sig til et helt nyt land og lære en helt ny spillestil. Under opholdet i Barcelona blev det til et trofæ i La Liga og guld ved VM for klubhold.

Tilbage til de trygge rammer – Milano kalder igen

I 2011 vender han tilbage i italiensk fodbold. Her stod AC Milan klar med en kontrakt til den svenske angriber, der for efterhånden snart ti år siden startede sin professionelle karriere hos Malmø FF. I hans første sæson med Rossoneri var dog hårdt ramt af skader, som bevirkede, at han kun scorede 14 mål i den sæson. På trods af dette, kunne han endnu engang løfte Serie A-trofæet i løbet af sin karriere, for første gang med AC Milan.

Citat: Kom over til mit hus, skat, og tag din søster med. Så skal jeg vise dig, hvem der er bøsse. (da hans seksuelle observans bliver betvivlet)

Sæsonen efter er utvivlsomt Ibrahimovic’ bedste sæson som professionel fodboldspiller. Han scorede 28 mål, og lagde op til seks, og var en vital del af offensiven hos AC Milan. Den nu 30-årige angriber scorede yderligere fem mål i Champions League i blot otte optrædener i den fornemmeste turneringer i Europa.

AC Milan Zlatan

Den mest produktive sæson

I juli 2012 købte stenrige Paris Saint-Germain ham fri af kontrakten med AC Milan. Fransmændene måtte af med 150 millioner kroner for at få fat i den svenske angriber. Her scorede han i sin debutsæson imponerende 30 mål i Ligue 1. Det blev hans mest produktive sæson nogensinde, da han samtidig assisterede syv mål. I løbet af de fire sæsoner han var hos PSG blev det til fire Ligue 1-mesterskaber, to pokalturneringer og tre ligacup-titler.

Nye udfordringer venter: Zlatan skifter for første gang til Premier League

I 2016 blev han købt af Manchester United, hvor han har været på kontrakt ad to omgange. Indtil videre er det eneste trofæ, han har kunnet sejre sammen med resten af Red Devils-truppen Community Shield i 2016/17-sæsonen. Han har spillet i alt 33 kampe og lavet 17 mål for klubben fra Old Trafford.

Zlatans Landsholdskarriere:

I januar 2001 resulterede de gode præstationer for Malmø i en landsholdsudtagelse. På trods af en bosnisk far og en kroatisk mor er Zlatan helt svensk, og han selvfølgelig at spille for Sveriges landshold.

Han blev i 2002 udtaget til den svenske VM-trup. På trods af hans forholdsvis unge alder og beskedne førsteholdserfaring var der store forventninger til Ibrahimovic. Den svenske befolkning ville se nogle gode præstationer fra den unge angriber ved Verdensmesterskaberne – som blev afholdt i Japan og Sydkorea, der dette år havde fået lov til at dele æren som værtsnation.

Citat: Når du køber mig, så køber du en Ferrari.

Ibrahimovic optrådte to gange ved turneringen; første gang i kampen mod Argentina og i det, der sidenhen skulle vise sig at blive svenskernes sidste kamp ved slutrunden. Ottendedelsfinalen mod Senegal, hvor Sverige blev ekspederet ud. Senegal blev det kun andet afrikanske hold til at nå kvartfinalerne ved et VM. Cameroun havde nået lige så langt ved VM 1990 i Italien.

Turneringens mål og svensk succes ved EM i 2004

Forud for de føromtalte mål mod NAC Breda og skiftet til Juventus, havde Ibrahimovic optrådt for det svenske landshold ved EM-slutrunden i Portugal i 2004. Her blev det blandt andet til et mål, som ikke kan gengives med ord i en kamp mod Italien i gruppe C. Som følge af den sene udligning blev italienerne elimineret fra gruppen. Det blev kåret til turneringens mål. Svenskerne nåede hele vejen til kvartfinalerne, hvor man led et smertefuldt nederlag til Holland efter en straffesparkskonkurrence, hvor Zlatan brændte sit spark.  

24-årige Ibrahimovic leder an ved VM i Tyskland – bliver slået ud af værtsnationen

Den nu 24-årige Ibrahimovic leder Sverige til kvalifikation til VM i 2006 under ledelse af Lars Lagerbäck. Selv om han scorede fire gange i en enkelt kamp mod Malta op til slutrunden, så blev det ikke til nogen mål ved VM i Tyskland. Selvom han ikke ramte kassen, gik Sverige videre fra gruppespillet, men i ottendedelsfinalen røg de ud mod værtsnationen.

Zlatan med udslåede arme

Zlatan Ibrahimovic (Photo by Dan Mullan/Getty Images)

Afslutningen på to års måltørke ved EM i 2008

Ved EM i 2008, som blev afholdt i Schweiz og Østrig, var Lagerbäck landstræner ved endnu en slutrunde for det svenske landshold, og Ibrahimovic kom ind til turneringen med en historisk måltørke landsholdsmæssigt. Han kunne dog afslutte to års tørke i åbningsopgøret i gruppe D mod Grækenland. Også i næste kamp mod Spanien blev det til Zlatan-mål. Svenskerne røg dog ud i deres sidste gruppekamp mod Rusland. Ibrahimovic afsluttede turneringen med to mål.

Fiaskoen: Sverige kommer ikke med til VM i 2010 – bliver slået ud af Danmark

Før Ibrahimovic’ store skifte til FC Barcelona, oplevede han en fiasko i sin landsholdskarriere. Den erfarne angriber, der nu havde rundet 28 somre, kunne ikke hjælpe sit hold til VM i Sydafrika. De Blågule sluttede på en tredjeplads i kvalifikationsgruppe 1, bag både Danmark og Portugal. Svenskerne var kun et point bag Portugal, som snuppede andenpladsen, men et 1-0-nederlag ude mod Danmark i den sidste gruppekamp kostede dem pladsen i slutrunden.

Overtager hvervet som anfører – akrobatikken hersker

Da Zlatan Ibrahimovic og resten af svenskerne skulle spille EM-slutrunde i Polen og Ukraine i 2012, var det med Zlatan som anfører. Svenskerne var nu under styring af den tidligere AaB-træner, Erik Hamrén. Svenskeren havde oprindeligt ikke tænkt sig at deltage, men Hamrén fik ham overtalt. Ibrahimovic åbnede ballet i Sveriges første kamp mod den ene værtsnation, Ukraine, men det er hans akrobatiske mål mod Frankrig i den sidste gruppekamp, der igen og igen bliver vist på tv-skærmene i Europa. Desværre for Ibrahimovic og Sverige var det ikke nok til at avancere fra gruppe D, de sluttede på en tredjeplads.

Citat: Det bliver min sidste kamp på Parc des Princes i morgen. Jeg kom her som en konge, og jeg forlader det som en legende 

Ingen kvalifikation til VM 2014 i Brasilien

I 2013 formåede Sverige ikke at kvalificere sig til VM i Brasilien. Han røg ud til en storspillende Cristiano Ronaldo, der uheldigvis spillede for Portugal, som var modstanderen i de afgørende play-offs.

Den sidste landskamp

Zlatan Ibrahimovic spillede sin sidste landskamp for Sverige ved EM-slutrunden i Frankrig i 2016. Den sidste kamp i Gruppe E, betød, at Ibrahimovic og det svenske mandskab sluttede på en sidsteplads. Den nu 34-årige Malmø-knægt kan tilskrive 116 landskampe og 62 mål til sit alenlange cv.

Der bliver formentlig ikke tale om en optræden til VM i Rusland i 2018 for Zlatans vedkommende, da han efterhånden har rundet de 36 år.

Zlatan Sverige

Spillestil:

Zlatan Ibrahimovic er af ESPN blevet beskrevet som værende: “god i luften, hurtig, høj, stærk og adræt, han spiller godt med ryggen til målet og besidder nogle af de bedste frisparks-, , afleverings- og boldkontrolsevner i verden.”

Zlatan er en af de mest kropstærke spillere i verden. Han sparker også ufattelig hårdt og præcist til en fodbold. Ofte kan han slide sig fri med to forsvarsspillere hængende på ryggen og hamre bolden i kassen.  

På grund af hans evne til både at skabe og lave mål, er han i stand til at spille alle tre pladser i angrebet. Han bliver dog mest brugt som en central angriber. Han har dog også fungeret i en noget mere kreativ rolle som en hængende angriber eller sågar som nummer 10 – en position, som tillader ham at gå ned i banen, og modtage bolden, hvorefter hans tekniske færidgheder hurtigt kommer ham til gavn.

Fremtid:

Det forventes, at den 36-årige Zlatan vil sætte støvlerne på hylden i nærmeste fremtid. Hans kontrakt med Manchester United løber ud i sommeren 2018.

Kendetegn:

Hans evne til at skabe og lave vanvittige mål, og senere i karrieren, er hans hestehale også blevet et af de største emner, når man snakker om personen Zlatan.

Opdatering: Zlatan Ibrahimovic spiller i øjeblikket ikke meget for Manchester United. Der går rygter om, at han er skadet, mens andre mener, at det er på grund af hans dårlige forhold til José Mourinho.