David Luiz mener, at det er hans gode venskab med Diego Costa, som er grunden til, at han i øjeblikket fryses ude af Chelsea-truppen. Det skriver flere medier, heriblandt The Times.
Den brasilianske forsvarsspiller var ikke engang med på bænken for The Blues i søndagens 1-0 sejr mod Manchester United.
Nu skriver The Times, at David Luiz frygter, at Antonio Conte straffer ham på grund af hans tætte relationer til hans tidligere holdkammerat, Diego Costa.
Luiz var flere gange fredsmægler i sidste sæson i forsøget på at gøre skaden god igen mellem Costa og Conte – men det nyttede ikke noget, for den brasilianske angriber returnerede til Atletico Madrid.
Derudover skriver The Times også, at David Luiz var blevet degraderet til bolddreng i en intern træningskamp forud for søndagens opgør mod Manchester United.
Den ydmygende oplevelse skyldes, ifølge The Telegraph, at Antonio Conte mente, at David Luiz havde præsteret ringe i de to Champions League-kampe mod AS Roma.
Seks mål blev i alt indkasseret i de kampe, og Luiz måtte betale prisen ved at blive erstattet af danske Andreas Christensen i kampen mod Manchester United.
Sky Sports ekspert, Gary Neville, har advaret Antonio Conte om, at han kan miste sit trænerjob, hvis han bliver ved med at fryse den brasilianske forsvarsspiller ude af Chelsea-truppen.
Luiz var ikke den eneste spiller, Conte havde sendt op på tribunen – også landsmanden Kenedy blev “sædevarmer” efter at han angiveligt havde råbt af Antonio Conte efter midtugens 3-0 nederlag til Roma.
David Luiz ankom til Chelsea i 2016 efter et ophold i Paris Saint Germain. Forinden da havde han også optrådt for The Blues i perioden 2011 til 2014, hvor han vandt Champions League med den engelske hovedstadsklub i 2012.
Chok: Neymar vil allerede væk fra PSG – denne storklub lokker