Miroslav Klose

En anden sand legende, der primært vil huskes for sine bedrifter med Tyskland, er Miroslav Klose. I 2011 skiftede angriberen til italienske Lazio efter en lang årrække i tysk fodbold.

Klose offentliggjorde i efteråret, at han indstillede karrieren for at blive en del af landsholdets trænerstab. Hans helt store bedrift er hans måltotal på 16 i VM-regi, som er en rekord, han overtog i 2014 fra brasilianske Ronaldo, der har scoret 15 i VM’s historie.

Adrian Mutu

En noget mere turbulent karriere mødte også sin ende i efteråret, da rumænske Mutu meldte stop efter ophold i mere end 10 klubber rundt om i verden.

Selvom rumæneren ikke kan prale af de helt store bedrifter, kan han stadig se tilbage på en solid karriere med over 100 mål i Serie A. Særligt vil hans makkerskab med Luca Toni i Fiorentina huskes. Stofmisbrug og kontraktkonflikter forhindrede en endnu større skæbne for Adrian Mutu.

Martín Demichelis

Mange angribere vil nok ånde lettet op over at høre, at Martín Demichelis stopper til sommer. Forsvarsklippen tørnede ud for blandt andre Bayern München, Manchester City og River Plate.

Det lykkedes Demichelis at vinde henholdsvis fire, et og to mesterskaber med de førnævnte klubber. For landsholdet blev det til VM-sølv og Copa América-sølv, ligesom han var en del af Bayerns sølv-hold ved Champions League i 2010.

Christian Poulsen

Det er de færreste, der kan prale af at have spillet i alle de store europæiske ligaer. Det kan Christian Poulsen, der har været i store klubber som Juventus, Liverpool og Ajax.

Han blev kåret som årets danske spiller i både 2005 og 2006, og var en del af et særdeles succesrigt Sevilla-mandskab, der vandt både UEFA Cup, UEFA Super Cup, Copa del Rey og den spanske Super Cup i sæsonen 2006/2007. Det blev også til 92 landskampe for den hårdtslående midtbanespiller, som dermed er den niende mest optrædende for landsholdet gennem tiden.