Et skifte kan muligvis være under opsejling i den spanske by, Barcelona. Javier Mascheranos bror, Sebastian, afslører nemlig argentinerens endelige destination, inden støvlerne lægges på hylden.
Javier Mascherano og FC Barcelona leverede noget af en sensation onsdag aften, da man formåede at vende et 0-4 resultat i den første kamp mod PSG i Champions League til en helt fænonemal hjemmesejr på Camp Nou på 6-1, der sendte dem videre til kvartfinalen i den berømte turnering.
Fredag sendte den argentinske radio, SuperDeportivo Radio, så et interview med midtbanespillerens bror, Sebastian Mascherano, der er overbevist om, at Javier slutter sin karriere i River Plate. Klubben, hvor det hele startede.
– Jeg kan bekræfte, at han vil afslutte sin karriere i Argentina. Jeg ser ham ende i River, da det er en klub, der har givet ham meget. Han vil gerne give noget igen.
Javier Mascherano har dog først kontraktudløb i sommeren 2018, men et skifte allerede denne sommer er ikke urealistisk, skriver Marca.
Argentineren spillede blot to sæsoner for River Plate, inden han smuttede til brasilianske Corinthians, hvor engelske West Ham fik øjnene op for den nuværende Barcelona-profil.