Af Anders Lang Jensen
Venstrebacken på Anfield har den seneste tid været spillet af midtbanemanden James Milner. Spanske Alberto Moreno er langt fra det, Jürgen Klopp vil have på sin forsvarslinje, og Milner er ikke en holdbar situation. To nye forstærkninger er på vej ind.
Ifølge The Sun vil Klopp hente de to forsvarsspillere Sead Kolasinac i Schalke og stortalentet Ryan Sessegnon i Fulham. Den bosniske landsholdsspiller Kolasinac har et halvt år tilbage af sin kontrakt med den tyske storklub, og derfor kan Liverpool drømme om et lille scoop.
Den 23-årige back kan gå direkte ind på holdet, og kan ifølge kilder købes for blot £6m. Ryan Sessegnon, som er 16 år gammel, og spiller på Englands U17-landshold, skal ind som gardering og ses som en langsigtet løsning på Anfield. Han har trods sin unge alder allerede spillet 13 kampe for Fulham, og blev den yngste målscorer i Championship, da han scorede mod Cardiff tilbage i august.