Den kinesiske rigmandsklub, Hebei China Fortune, der i øjeblikket råder over spillere som Gervinho og Stephane M’Bia forsøger at kapre Lionel Messi. Messi er efter sigende i gang med at forhandle sine fremtidige udsigter hos FC Barcelona.
Af Emil Plovgaard
Men Hebei vil altså lokke den argentinske troldmand til klubben med et gigantisk beløb. Det skriver både engelske og spanske medier.
Således påstår henholdsvis engelske Sky Sports og spanske Diario AS, at den kinesiske klub, der i øjeblikket trænes af den tidligere Real Madrid og Manchester City-træner, Manuel Pellegrini, er klar med et vanvittigt bud til den argentinske superstjerne.
I hvert fald skulle man stå klar med hele 500 millioner euro efter skat.
Læs også: Medie: Engelsk storklub henter Delaney
Messis fremtid hos Barcelona har været sat under stor diskussion, da Marca i november måned offentliggjorde en rapport, der slog fast, at Messi var blevet tilbudt en ny kontrakt i sommers, men altså havde besluttet sig for at vente til slutningen af denne sæson, før han ville binde sig til en ny kontrakt.
Spanske AS skriver i øvrigt også, at den catalanske klub vil forsøge at holde Messi i klubben med 35 millioner euro om året – et godt stykke væk fra buddet fra Asien.
Læs også: Medie: Conte vil hente italiensk midtbanestjerne til januar