Juventus-legenden, Pavel Nedved, har afsløret det, han fortryder allermest under sin karriere som fodboldspiller.
Den tidligere tjekkiske landsholdsspiller blev en del af den gyldne ære hos Bianconeri, da han i 2001 skiftede fra Lazio til Juventus.
Ofte bliver han betragtet som en af de bedste spillere, der nogen sinde har spillet for Tjekkiet, og det skyldes blandt andet, at han i otte år havde stor succes hos Juventus.
Det gjorde ham til tider eftertragtet, blandt andet hos engelske Chelsea. Selvom Chelsea var den eneste engelske klub med et reelt bud på tjekken, så fortryder den 44-årige pensionerede midtbanespiller den dag i dag, at han ikke skiftede til Manchester United.
Til det tjekkiske nyhedsmagasin, iDNES, udtaler Nedved:
”Jeg fortryder, at jeg aldrig har spillet for Manchester United. Det ville jeg have elsket. Der var dog aldrig konkret interesse fra dem, kun fra Chelsea.
Jeg kan godt lide generationen med Paul Scholes og Ryan Giggs, to spillere, som jeg beundrer meget, og jeg ville gerne have spillet på samme hold som de to.”