Wayne Rooney er blevet idømt en frakendelse af kørekortet de næste to år. Det fastslår retten i Manchester, skriver BBC.
Natten til 1. september var en uheldig dag for Wayne Rooney. Everton-angriberen blev stoppet af det britiske politi på vej mod en natklub.
Mange pressefolk var mødt frem ved retten i Manchester i dag, hvor dommen skulle afsiges. Rooney erklærede sig skyldig ved mandagens retsmøde. Foruden de to års frakendelse af kørekortet, blev han også idømt 100 timers samfundstjeneste.
Efterfølgende har han offentligt valgt at udsende en kommentar.
-Jeg vil gerne offentligt undskylde for min utilgivelige mangel på dømmekraft, fordi jeg kørte, mens jeg var over promillegrænsen. Det var helt forkert, sagde Wayne Rooney.
-Jeg har allerede sagt undskyld til min familie, min manager, min bestyrelsesformand og alle hos Everton. Nu vil jeg undskylde til alle andre, der har fulgt og støttet mig gennem hele min karriere.
Rooney, der snart fylder 32 år, vendte optil denne sæson hjem til sin barndomsklub, Everton. Søndag var han tilbage på Old Trafford i forbindelse med kampen mod Manchester United i Premier League, og her fik den engelske angriber et stående bifald fra sit tidligere hjemmepublikum.