Efter en frustrerende sommer for Tottenhams fans har klubben for nylig præsenteret midtstopperen Davinson Sanchez fra hollandske Ajax i en dyr transfer.
Af Anders Lang Jensen
Flere navne er denne sommer rygtet heftigt mod London-klubben Tottenham Hotspur, men blot en enkelt signing i skikkelse af den colombianske forsvarer Davinson Sanchez er indtil videre præsenteret som nyt ansigt i Pochettinos titeludfordrende trup.
Nu har Mauricio Pochettino og co. dog fået sommerens 2. signing i hus i skikkelse af en ny målmand, der skifter til Christian Eriksens Spurs. Det drejer sig om Southamptons reservekeeper Paulo Gazzaniga, som er købt fri af den engelske klub på sydkysten.
Den argentinske målmand har skrevet under på en kontrakt frem til 2022. Det bekræfter Tottenham på klubbens officielle hjemmeside. Gazzaniga arbejdede sammen med netop Pochettino i deres tid hos Southampton for sæsoner tilbage.
Reservekeeperen fra sidste sæson var Pau Lopez, der var lejet hos spanske Espanyol. Lejeaftalen udmøntede sig ikke i en ny permanent én af slagsen, hvorfor ledelsen i Tottenham har jagtet en ny keeper til truppen, der i forvejen huserer som navne som Hugo Lloris og Michel Vorm.
Den argentinske manager hos Spurs har fortalt, at han håber på fire nye spillere denne sommer, og to navne er altså nu på plads. Yderligere er spillere som Evertons Ross Barkley og italienske Lazios Balde Keita nævnt som interessante emner for London-klubben.
Den sydamerikanske keeper kommer til at bære trøjenummer 22 i den kommende sæson, skriver Tottenham yderligere.