Af Anders Lang Jensen

I går meddelte Arsenal, at man har sikret sig den stærke tyske målmand Bernd Leno fra tyske Leverkusen. En ny profil er dog på vej efter transferen af Leno. Nytilkomne Unai Emery sætter sit præg som Arsenal-manager.

 

Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, afslørede på live-tv, at Lucas Torreiras skifte til Arsenal er færdiggjort. Dermed kan den kontrollerende midtbanemand blive ny spiller på Emirates Stadium efter VM-slutrunden.

Lucas Torreira er med i den uruguayanske trup der er i det russiske for tiden. I dag skal sydamerikanerne i aktion igen, og det bliver med den måske kommende Arsenal-spiller som del af truppen.

Intet er sikkert, før klubben selv offentliggør en transfer, men i et live-interview med italiensk tv kunne Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, mere eller mindre bekræfte Arsenals tredje summer-signing.

Præsidenten om handlen

Ifølge Football London skulle Ferrero have løftet sløret for, at Lucas Torreira-handlen til Arsenal er faldet på plads i et live-interview med Sport Italia.

”Sampdoria sælger ikke, medmindre vi får et godt tilbud, men Sampdoria er et skridt på vejen mod større klubber. Vi er en klub, der tillader spillere at vokse op og udvikle sig, og det er helt naturligt, at de har aspirationer om at spille for store klubber”, skulle Ferrero have sagt i interviewet.

”Torreira har forladt klubben for €30 millioner. Jeg købte ham fra Pescara, da ingen troede på ham. Vi gamblede, og vi vandt, for vi betalte kun €3 millioner.  Pengene, vi tjener, skal bruges på at holde klubben kørende.”

Dermed har klubpræsidenten afsløret handlen, og meget tyder på, at det kun er et spørgsmål om tid, før The Gunners kan offentliggøre deres tredje signing under Emery.