Af Anders Lang Jensen
Det belgiske fodboldmarked er skudt i vejret over den sidste årrække, og voldsomt mange fodboldspillere fra Belgien render rundt og præsterer på højt europæisk topniveau verden over.
Den unge Anderlecht-spiller Leander Dendoncker er ingen undtagelse, og i lang tid har Manchester United været meldt lune på den defensive midtbanespiller. Men den belgiske storklub har indtil videre krævet en for høj pris til, at Mourinho har ønsket at hente den 22-årige guldfugl.
Den unge Dendoncker har imponeret i belgisk topfodbold for Anderlecht, og han scorede såmænd også mod Manchester United, da de to storklubber krydsede klinger i Europa League i sidste sæson. Dermed er portugisiske Mourinho klar til at genoptage interessen efter de flotte præstationer.
Tidligere har flere kilder meldt om en pris på hele €38m, før Anderlecht ville lade deres midtbanestjerne skifte til Old Trafford. Men nu bekræfter den belgiske storklubs sportsdirektør, Herman van Holsbeeck, at de må overveje bud, der ligger på €25m.
Til mediet Sport Witness siger han: ”Vi ønsker at beholde Dendoncker, men hvis en klub vil betale mellem 25 og 35 millioner, så har vi et problem. Vi vil dog godt have ham et år mere, og derefter sælge ham næste sommer ligesom Youri”, hvor Holsbeeck refererer til salget af den anden midtbanestjerne Youri Tielemans til franske AS Monaco denne sommer.
United er uden tvivl på markedet efter en defensiv midtbaneforstærkning, hvor serbiske Nemanja Matic i Chelsea og Eric Dier hos Tottenham begge to er meldt varme navne på Theatre of Dreams i Manchester.