Robert Lewandowski

Robert Lewandowski er en kendt polsk fodboldsspiller, som i øjeblikket spiller for Bayern München og det polske fodboldlandshold, hvor han er anfører. Han blev født i Warszawa i Polen og begyndte sin karriere hos lokale MKS Varsovia Warszawa.

Robert Lewandowski Bayern München

Robert Lewandowski jubler efter sit andet mål i hjemmekampen mod Hoffenheim i januar 2016. Foto: Matthias Hangst/Bongarts/Getty Images

Senere hen skiftede han til Lech Poznan, hvorfra han skiftede til Borussia Dortmund. Siden 2014 har han dog spillet for Bayern München. Han fik sin landsholdsdebut for Polen som 20-årig. Han blev skiftet ind i en kamp mod San Marino, hvor han scorede et mål. Dermed hjalp han sit land til en sejr og kvalifikation til VM i Sydafrika i 2010.

Fulde navn: Robert Lewandowski

Øgenavn: ‘Lewa’ eller ‘Lewy’

Klub: Robert Lewandowski tørner i øjeblikket ud for Bayern München i den tyske Bundesliga

Løn: Polakken tjener i omegnen af 75 millioner kroner om året, alene fra sin kontrakt hos Bayern München

Land: Polen

Født: Robert Lewandowski er født den 21. august 1988. Han voksede op i den polske hovedstad, Warszawa

Højde: Robert Lewandowski er 1,85 meter høj

Vægt: Polakken vejer 79 kilo, som giver ham et BMI på 23,1

Position: Angriber

Robert Lewandowskis klubhistorie

Robert Lewandowskis professionelle karriere begynder, da han skifter til Lech Poznan i juni 2008 for 1,5 millioner zloty (2,6 millioner kroner). Han fik sin debut for klubben i juli 2008 i den første runde af UEFA Cuppen. Her viste han allerede sit værd, da han scorede kampens eneste mål. Han præsterede ret godt i sin første sæson for Lech Poznan og scorede i alt 18 mål fordelt på 42 kampe. I 2009/10-sæsonen førte han klubben frem til det polske mesterskab med fornemme præstationer i hobetal.

Skiftet til Borussia Dortmund

I juni 2010 skrev han under på en fire-årig kontrakt med tyske Borussia Dortmund for omkring 33 millioner kroner. Han scorede sit første mål for klubben i en kamp mod Schalke 04 september samme år.

I 2011/12-sæsonen kløede han på, og han blev således fast mand i startopstillingen hos den tyske klub. Han viste sit værd ved at score begge mål i Dortmunds 2-0-sejr mod SV Sandhausen. I netop den sæson førte han egenhændigt klubben frem til mange sejre. På grund af sine imponerende præstationer på klubplan, blev han kåret til årets spiller i Polen i 2012.

I den første kamp i 2012/13-sæsonen hjalp han Dortmund til alle tre point mod Werder Bremen. I april 2013 blev han også den første spiller til at score fire mål i en Champions League-semifinale. Han førte sit hold frem til Champions League-finalen det år, men Dortmund måtte se sig besejret af ærkerivalerne fra Bayern München.

Skifter til ærkerivalerne

Netop Bayern München havde set sig lune på Robert Lewandowski. Og det skulle gå hårdt ud over Dortmund, at polakken nu var i hænderne på sydtyskerne. Med 25 mål i 49 kampe, blev hans tidligere klub nu vristet væk fra toppen af ligaen.

I løbet af 2015/16-sæsonen slog han rekord, da han scorede fem mål på ni minutter, hvilket er hurtigst af alle spillere i de fem største ligaer i Europa. For denne rekord blev han tildelt fire priser af Guinness World Records. Imponerende nok sluttede han sæsonen af med 42 mål for 51 kampe.

Hans solide form fortsatte på ubønhørlig vis, og den 11. marts 2017 scorede han sit mål nummer 100 for Bayern.

Robert Lewandowskis barndom, opvækst og tidlige karriere

Robert Lewandowski blev født den 21. august 1988 i Warszawa i Polen. Hans far var Krzysztof Lewandowski, som mest af alt er kendt for at være polsk mester i judo, men han var også en gedigen fodboldspiller. Hans mor, Iwona Lewandowski, spillede også fodbold. Hun tørnede ud for AZS Warszawa.

Robert Lewandowski begyndte sin fodboldkarriere hos MKS Varsovia Warsawa, hvor han spillede i alt syv år. Herefter skiftede han til Delta Warszawa, hvor han fik debut for klubbens førstehold. Han spillede ret godt for Delta Warszawa. Faktisk spillede han så godt, at han blev topscorer i Polens tredjebedste række med 15 mål. I den efterfølgende sæson blev han topscorer i Polens næstbedste række med 21 mål.

I 2007 kunne han faktisk have været endt hos Odense Boldklub, der havde sendt sportsdirektør, Kim Brink, en tur til Polen for at spejde på den polske angriber. Der kom dog aldrig et konkret bud fra den fynske klub, som året efter i stedet hentede Peter Utaka i Belgien.

Privatliv:

Robert Lewandowski oktoberfest

Her ses Robert Lewandowski til Oktoberfest i München i 2015. Foto: Alexander Hassenstein/Bongarts/Getty Images

Han er søn af Krzyszstof og Iwona Lewandowski. Han har en søster, Milena, som han voksede op sammen med i den polske hovedstad. Siden juni 2013 har han været gift med Anna Lewandowski. Hun elsker også sport og fik en bronzemedalje ved VM i karate i 2009. Hans kone fødte en datter i 2017; barnet blev døbt Klara.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Robert Lewandowski er dybt religiøs. Han praktiserer katolicismen, og det religiøse aspekt forekommer ofte i hans jubelscener, hvor han laver korset og/eller peger sine fingre op mod himlen.

Udover hans professionelle fodboldkarriere, så er han også en såkaldt venture-kapitalist. Han har således investeret i et hav af opstartsvirksomheder, mod en vis procentdel af virksomhedens, forhåbentlige, fremtidige overskud.

Robert Lewandowskis landsholdskarriere:

Robert Lewandowski Polen

Robert Lewandowski har netop scoret et mål for sit landshold i udekampen mod Skotland i oktober 2015 i kvalifikationen til EM i 2016. Foto: Ian MacNicol/Getty Images

Robert Lewandowski optrådte tre gange for Polens U21-landshold. Det skete alle i venskabskampe imod Hviderusland, England og Finland. I september 2008 blev han dog udtaget til A-landsholdet, hvor han også fik debut. Han blev skiftet ind i en kamp mod San Marino og hjalp til med et mål i 2-0-sejren.

Han scorede turneringens første mål ved EM i 2012, da han scorede mod Grækenland. I samme kamp blev han kåret til kampens spiller. Han spillede også for Polen i EM 2016. For nylig tørnede han for polakkerne i løbet af kvalifikationen til VM 2018, hvor han scorede rekordgivende 16 mål.