Den hollandske fodboldspiller, Memphis Depay, ankom til den engelske storklub Manchester United for lidt over et år siden. Det var dengang, hvor Louis van Gaal var træner for klubben. Dét er han ikke mere.
Hollænderens karriere på Old Trafford kan dog allerede være slut, før den for alvor blev sat i gang.
Således skriver flere engelske medier, at den hollandske elegantier er blevet sat til salg meget billigt.
At hollænderen forholdsvis hurtigt er blevet sat på transferlisten hænger sammen med, at den nye træner i klubben, José Mourinho, ikke er videre imponeret over Memphis Depays evner og præstationer.
Tilbage i 2015 kostede Depay 250 millioner kroner. Så mange penge kan United dog godt skyde en hvid pil efter.
Han er nemlig blevet sat til salg for den nette sum af 125 millioner kroner, og dét beløb skulle AS Roma gerne villige til at give.
Ifølge det engelske medie, Sunday Mirror, skulle den tyrkiske storklub, Galatasaray, også være interesseret i at hente hollænderen for en sum af 124 millioner kroner.
Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før Depay skal finde sig en ny klub, for nogen stor fremtid under Mourinho har han ikke.