Maurizio Sarri har længe lignet en mand på vej til Juventus, og i går skrev det italienske medie La Gazzetta dello Sport, at ejer Roman Abramovich og Chelsea inden længe ville give grønt lys til skiftet.

Maurizio Sarri Chelsea

Ifølge avisen The Guardian er det nu sket, og Sarri vil i næste uge blive præsenteret i Juventus på en 3-årig kontrakt.

Mediet skriver, at Sarris agent, Fali Ramadani, i går blev enig med Chelsea om at lade italieneren smutte, mens de samtidig også skriver, at Juventus tror på, at de kan få Sarris underskrift i hus uden at betale kompensation til Chelsea i form af et stort millionbeløb.

Der har ellers været snak om, at Den Gamle Dame ville sende 5 millioner pund til Stamford Bridge for at snuppe Sarri, men noget tyder på, at de har fundet en måde at dreje sig uden om denne del på.

Paulo Dybala Juventus

Pilen peger dermed i retning af, at Sarri kun nåede at stå i spidsen for Chelsea i en enkelt sæson, der bød på både op- og nedture. Med en sejr i Europa League samt en tredjeplads i Premier League blev sæsonen stemplet som godkendt, men der har samtidig været meldt om utilfredshed hos flere spillere, mens fansene også flere gange har kritiseret italienerens beslutninger.

Det vides endnu ikke, hvem der overtager roret i Chelsea, men på rygtebørsen nævnes navne som Frank Lampard, Steve Holland, Javi Gracia, Nuno Espirito Santo, Massimiliano Allegri og Laurent Blanc.