Kasper Dolbergs præstationer for Ajax smitter af på hans tidligere klub, Silkeborg. Når han gør det godt, får klubben flere penge.
Onsdag kunne selskabet bag superligaklubben Silkeborg præsentere et flot halvårsregnskab for 2017. Det blev til et overskud på 9,6 millioner kroner, som svarer til forventningerne.
LÆS OGSÅ: Regnskab koster Brøndby dyrt: Nu advarer fansene klubben om dette
Det er dog ikke driften af fodboldholdet, der har bidraget positivt til det gode resultat. Fodboldholdet har i den første halvdel af 2017 nemlig kastet et underskud på 4,3 millioner kroner af sig.
Derimod skal den primære årsag til overskuddet findes i selskabets andre drift. Heriblandt selskabets investeringsejendomme, der har kastet et overskud på 15,6 millioner kroner af sig.
Men på fodbold-fronten har Kasper Dolberg hjulpet sin gamle klub. Salget af landsholdsangriberen har nemlig bidraget til sorte tal på bundlinjen.
På grund af sine præstationer i Æresdivisionen, har Kasper Dolberg givet superligaklubben op imod en million kroner.
Transferaktiviteterne har også været i plus i den jyske klub i første halvår af 2017, hvor man kan præstere et overskud på 1,1 millioner kroner på den front.
-Selskabets transferindtægter knytter sig overvejende til modtagne performance betalinger vedrørende selskabets tidligere salg af Kasper Dolberg til Ajax Amsterdam, forklares det i regnskabet.
Silkeborgs egenkapital er øget til 172 millioner kroner, hvilket betyder en forbedring på 16 millioner kroner på bare et år. Forventningerne til resten af året er fortsat et overskud på mellem 10 og 15 millioner kroner.