Der er mange interessante spillere i Brøndbys trup, og det har udenlandske klubber også noteret sig. Derfor må sportsdirektør Troels Bech være varsom og forberedt, hvis store bud lander på skrivebordet. Erstatninger skal findes, og sådan én kan være under besejling.
Af Anders Lang Jensen
Gheorghe Hagis 19-årige søn, Ianis, er på Brøndby IF’s radar, og sportsdirektør Troels Bech er personligt kigget på ham. Han er dog formentlig først i spil til et skifte, hvis tyske Hany Mukhtar skulle blive solgt.
De, der er gamle nok til at kunne huske fodbold fra 80’erne og 90’erne, kender ham sikkert. Gheorghe Hagi, den rumænske playmaker og målscorer, der spillede for hold som Steaua Bukarest, Real Madrid, FC Barcelona og Galatasaray.
Færre herhjemme kender hans søn, 19-årige Ianis, men det kan der blive rettet op på. For Brøndby IF holder et vågent øje med fodboldlegendens søn, skriver avisen Politiken i dag.
Ifølge avisen bekræfter sportsdirektør Troels Bech, at han har været i Rumænien for at se Ianis Hagi spille, og at teenageren er en interessant spiller. Også farmand Gheorghe omtaler kontakten til Brøndby.
Men Ianis Hagi bliver formentlig ikke Brøndby-spiller nu og her. Det er mest sandsynligt, at det sker, når og hvis Hany Mukhtar bliver solgt, skriver Politiken.
Uanset hvornår det sker, kommer Gheorghe Hagi til at have stor indflydelse på skiftet. Han er nemlig træner for sin søn i klubben Viitorul Constanța, og han bliver næppe fyret foreløbig. Han er således også stifter, ejer og præsident for klubben.
Ianis Hagi er ligesom sin far offensiv midtbanespiller, og han har desuden spillet i italienske Fiorentina. Det blev dog kun til to kampe på halvandet år, og i januar måned vendte han så tilbage til Viitorul, som han har kontrakt med til 2023.