I et nyligt interview har den stadig aktive fodboldspiller, Samuel Eto’o, talt med det amerikanske sportsmedie, ESPN, om den forestående Ballon d’Or-uddeling. Eto’o gav her sit bud på hvordan uddelingen vil ende:
”Førstepladsen får Messi, Neymar bliver nummer to og Cristiano Ronaldo nummer tre.”
Samuel Eto’o mente dog at den brasilianske angriber på et tidspunkt vil kravle øverst på Ballon d’Or-skammelen:
“Neymar har et stort potentiale. Efter dominansen fra Messi og Cristiano vil han uden tvivl blive nummer 1. Men han må huske at det afhænger at hans målsætning i alt han gør. Han har talent og bør træne, træne, og atter træne, fordi man triumferer ikke blot på talent.”
Eto’o så i interviewet også tilbage på sin tid i FC Barcelona. Her kommenterede han blandt andet på det ansvar der følger med trøjenummer 10:
”Når man vinder får man æren, men når man taber, bliver man slagtet af pressen og af tilhængerne som den skyldige.”
Den 34-årige camerouneser er fortsat fodboldaktiv. Han har siden tiden i FC Barcelona optrådt i en række forskellige klubber – Inter Milan, Anzhi Makhachkala, Chelsea, Everton, Sampdoria – og er nu aktiv som spillende træner i tyrkiske Antalyaspor.
Eto’o forklarede endvidere at han en dag gerne vil være som den endnu aktive brasilianske forsvarsspiller, Ze Roberto, der:
”I en alder af 40 år fortsat spiller bedre end mange unge på 16 år”.
Uddelingen af FIFA Ballon d’Or finder sted mandag d. 11. januar 2016 i Kongresshaus, Zürich.