Den portugisiske klub, Oliveirense, har bekræftet, at den unge talentfulde angriber, Bruno Amorim, er tæt på at skifte til Manchester United.
Den 19-årige angriber fik sit gennembrud i sidste sæson, men kan altså nu allerede være på vej væk. Hos De Røde Djævle forventes han at indgå i klubbens U23-trup fra og med denne sæson.
Chefen for kommunikation i Oliveirense, Antonio Jose Leite fortalte følgende til et portugisisk medie for nylig:
-På dette tidspunkt er handlen så godt som 90 procent sikker. Han har fået et fremragende kontrakttilbud.
Manager José Mourinho har flere gange demonstreret, at han er villig til at tilbyde de unge talenter i klubben spilletid på førsteholdet, når muligheden opstår. Eksempelvis fik Scott McTominay førsteholdsdebut i slutningen af sidste sæson, mens han spillede en vigtig rolle i klubbens pre-season.
United møder søndag eftermiddag West Ham hjemme på Old Trafford.