Sadio Mané gik fra skurk til helt, da Southampton efter at have været nede med to ved pausen leverede et vanvittigt comeback og endte med at slå Liverpool 3-2. Dermed ser de rødes chance for en Champions League-givende top 4 placering efterhånden mere end vanskelig ud.
Af Helena Melin
Frustration er vel ikke engang et dækkende ord for det, der skete for Liverpool søndag eftermiddag på St. Marys Stadium. Efter en stensikker første halvleg lod det eneste spørgsmål til at være, hvor længe Southampton ville kunne holde stand. Underforstået: Hvor stor ville sejren blive? Svar: Ikke stor. Faktisk slet ikke en sejr.
Som lyn og torden startede begge hold, og Southampton så da også ud til at blive snydt for et straffe, inden troldmanden Coutinho efter 17 minutter kunne banke de i dagens anledning sorte i front. Blot få minutter efter gjorde Daniel Sturridge det til 2-0 efter et kontraangreb. Og fra da af så udeholdet sig ikke tilbage. De havde chance på chance, og Joe Allen gjorde det da også til 3-0, men scoringen blev annulleret, da Sakho stod offside. Resten af halvlegen fortsatte på samme måde. The Reds styrede sagerne. Intet at være nervøs for.
Anderledes peptalk fra Klopp
Det bliver spændende at høre, hvad Jürgen Klopp sagde i halvlegen, for det var et helt andet Liverpool-hold, der kom ud efter pausen. Vel at mærke ikke på den gode måde. Efter fem minutters spil i anden halvleg begik netop indskiftede Martin Skrtel straffe på Graziano Pelle. Noget, der skulle vise sig at være sigende for resten af hans kamp. Mignolet fik i fuld længde pareret Manés afslutning, men lykken varede kort.
Få minutter efter reducerede selv samme Mané efter svagt forsvarsspil, og dermed startede han det, der skulle vise sig at blive en særdeles rædselsfuld halvleg for udeholdet. Der gik dog alligevel 20 minutter, inden den frygtede udligning kom.
Efter 83 minutter huggede Pelle til den med venstreskøjten fra kanten af feltet uden de store chancer for Mignolet. 2-2, og Southampton lignede for alvor et hold, der troede på chancen.
Længe gik der da heller ikke, før de fuldendte comebacket. Endnu en gang var det Mané, og ligesom ved hans første mål var det svagt forsvarsspil, der førte til det. Mignolet forsøgte efter en tilbagelægning at sparke bolden op på månen, og da den endelig røg ned på banen igen, missede Skrtel muligheden for at heade den væk. Efter lidt klumpspil blev den spillet i dybden til Mané, der efter et kort træk sparkede bolden i det lange hjørne. 3-2 til Southampton efter en kamp, hvor ikke mange ville have rynket på næsen, hvis stillingen havde været 0-4 ved halvleg.
Hvornår lærer de det?
Kommentarer efter kampen har lydt på, at Skrtel bærer en stor del af skylden for nederlaget. Han blev skiftet ind i stedet for Lovren efter pausen, og hans statistik efter 45 minutter på banen lyder således: Tre mål indkasseret, et straffespark begået, nul tacklinger vundet, nul blokeringer og nul erobringer.
Det er bestemt ikke imponerende af slovakken, men når det er sagt, så var det ti andre spillere på udeholdet, der både burde og kunne have taget mere ansvar. Når et hold har været så overlegent efter første halvleg, synes det ubegribeligt, at man ikke kan holde stand. Efterhånden burde Liverpool have lært, at når man ikke kan lukke kampen – ja, så falder straffen prompte. Det er jo ikke første gang, det sker. Liverpool ødelagde det for sig selv, og når man gerne vil spille Champions League næste sæson, duer det ikke at spille som et serie 6 hold i halvdelen af en fodboldkamp.