Denne uge kører der i spanske medier kraftige spekulationer om hvorvidt Granada vil modtage en ekstern økonomisk bonus, såfremt de vinder over FC Barcelona på lørdag. Omvendt fortæller andre rygter at FC Barcelona vil forsøge at købe sig til en sejr. At købe sig til en sejr er selvsagt ulovligt i fodboldens verden, og rygterne har fået den tidligere FC Barcelona-præsident, 71-årige Joan Gaspart, op af kontorstolen.
Gaspart: “Uværdig kampagne”
Ifølge Joan Gaspart, der pt. fungerer som vice-præsident i det Kongelige Spanske Fodboldforbund, så er Real Madrid ‘skadelig for fodbolden’.
Gaspart forsøger med denne udtalelse til den catalanske avis, SPORT, at slå tilbage på beskyldninger om at FC Barcelona forsøger at bestikke sig til en sejr i lørdagens liga-afgørende kamp mod Granada.
”Det eneste Real Madrid gør er at skade fodbolden.”
”Hvis jeg var Granada-spiller ville jeg være fornærmet, fordi det antyder at jeg kan købes for penge. Det er en uværdig kampagne.”
”Jeg tror på fodbold og ærlighed heri. Hvis sådanne ting [bestikkelser, red] blev opdaget – gennem sikre undersøgelser – så bør de involverede klubber straffes”,
kom det klart og tydeligt fra Joan Gaspart.
Bestikkelsespåstande fra 1990’erne
Gaspart blev også adspurgt til en skandale fra 1990’erne der involverede Barca og Real Madrid.
Fra 1991/1992-sæsonen hævdes det, at FC Barcelona betalte Tenerife omkring 57.000.000 kr. for at slå Real Madrid på den sidste spilledag, således at catalanerne kunne vinde liga-trofæet for andet år i træk.
Tenerife vandt 3-2 over Real Madrid og sendte dermed La Liga-trofæet til Catalonien.
”Hvem end der påstår dette, er en løgner. Alt Barcelona gjorde var at invitere Tenerife til Gamper-turneringen. Ikke en krone blev betalt”,
sagde Gaspart afsluttende.
Den spanske liga afgøres på lørdag. FC Barcelona møder Granada i Andalusien. Kampen spilles klokken 17.00, samme tidspunkt som Real Madrid ude møder Deportivo la Coruña.