Laurent Blanc’s dage som træner i Paris Saint-Germain kan synge på det allersidste vers.

Selvom PSG i både denne og sidste sæson har hjemført alle fire trofæer trofæer i Frankrig, er dette ikke nok til at sikre Laurent Blanc endnu en sæson i front for klubben, ifølge Goal.com. Champions League exit’en i kvartfinalen til Manchester City, efter to relativt tætte kampe, menes at være den primære årsag til, at Laurent Blanc får silkesnoren. Ledelsen i klubben satser stærkt på, at pariserne inden længe skal løfte trofæet med de store ører.

Jose Castillo og Unai Emery løfter Europa League trofæet. (Photo by Martin Rose/Getty Images)

Unai Emery (tv) løfter Europa League trofæet. (Getty Images)

Til at løfte klubben op på det øverste trin, er fokus rettet mod det spanske, hvor to trænere i den grad tiltrækker sig klubbens opmærksom. Diego Simeone bekendtgjorde efter nederlaget i Champions League finalen, at han havde brug for betænkningstid. PSG har ham allerøverst på ønskelisten, men klubbens ledelse er nået frem til konklusionen om, at han er umulig at tiltrække på nuværende tidspunkt.

Unai Emery, Sevilla-træneren, er derfor næste mand på listen. Han har ført Sevilla til utrolige tre Europa League trofæer på stribe. Unai Emery ligner altså manden, der har den fornødne europæiske erfaring til at kunne løfte hovedstadsklubben i Champions League. Unai Emery har gennem de seneste godt ti år ledet Almeria, Valencia, Spartak Moskva og altså Sevilla, hvorfor han ikke er ubekendt med presset i større klubber. Unai Emery har endnu sit første nationale mesterskab som træner til gode. Det kan meget vel tænkes, at udsigten til det første nationale mesterskab frister, kombineret med den europæiske udfordring, som PSG endnu ikke har overvundet.

Forhandlingerne forventes at løbe over de kommende 48 timer, og ledes af Unai Emery’s agent, Jorge Mendes.

Spændende bliver det hvertfald at følge PSG i den kommende tid, idet klubben ligeledes må formodes at være på transfermarkedet for at finde afløseren for deres topscorer Zlatan Ibrahimovic.