Josep Guardiola ser hurtigløberen Pierre-Emerick Aubameyang som en oplagt forstærkning til Manchester City.
Lige siden Pep Guardiola’s udnævnelse som manager i Manchester-klubben har rygterne om nye spillere været mange. Et navn, der har floreret med større hyppighed, er den gabonesiske angriber Pierre-Emerick Aubameyang. Spilleren med de hurtige fødder løber eftersigende fra Usain Bolt på en 30 meter sprint, og nu kan han muligvis vinde kapløbet om at blive den 9’er, som Guardiola er på udkig efter.
Pierre-Emerick Aubameyang har i denne sæson virkelig vist sit værd for holdet fra det tyske Ruhr-distrikt. Således har han optrådt 49 gange for tyskerne med hele 39 mål og 12 assists til følge. I bundesligaen blev det til 25 mål, kun overgået af den polske angrebsstjerne Robert Levandowski, der nettede imponeende 30 gange.
De flotte præstationer er blevet bemærket af Pep Guardiola, der har kunnet følge den gambonesiske angriber fra tæt hold, som træner for Bayern München i den netop overståede sæson. Derfor ønsker han angiveligt at byde hele €75 millioner for det tyske holds topscorer, ifølge Goal.com. Foretager Aubameyang skiftet til Manchester City vil han følge i fodsporene på hans nu tidligere holdkammerat Ilkay Gündogan, der netop er skiftet til den engelske klub.
Pierre-Emerick Aubameyang har ligeledes tiltrukket sig interesse fra både Real Madrid og Manchester United, som begge er på udkig efter en mand af hans kaliber.
Det bliver spændende at følge føljetonen om den snart 27-årige topscorer de kommende måneder. En ting er dog sikkert, ender det i et klubskifte, bliver det formentligt det største salg i Dortmund’s historie.