FC København har været særdeles aktive i dette transfervindue, men de er ikke færdige endnu. De har indkaldt til pressemøde i dag klokken 16, og det bliver eftersigende Jores Okore, som bliver præsenteret.
I torsdags præsenterede FCK Nicolai Boilesen, som man hentede hjem til Danmark på en fri transfer efter en del år i Ajax.
Nu ser det ud til, at FC København i dag præsenterer endnu en dansk forsvarsprofil, som de henter hjem fra udlandet. Denne gang bliver det Jores Okore, som der har været meget stærke rygter om. Den engelske avis The Sun kunne fredag fortælle, at Jores Okore var meget tæt på FC København, og der virker ikke til at være meget tvivl om, at det bliver ham.
I dag k. 16.00 præsenterer vi en ny FCK-spiller i Fanshoppen ved Telia Parken. Kom forbi og byd ham velkommen til København #fcklive#sldk
— F.C. København (@FCKobenhavn) 27. august 2016
Jores Okore har siden 2013 spillet for Aston Villa, hvor han har opnået 38 kampe for førsteholdet, men han har altså besluttet sig for at vende hjem til Danmark.
Han har tidligere huseret på Østerbro, da han som ungdomsspiller spillede for B93, der er tæt tilknyttet til FC København.