Marcus Ingvartsen har potentiale til lidt mere end bare Superligaen. Det ved han og hans klub formentlig også godt. Søndag sad scouts fra de fleste af Europas topklubber nemlig og fulgte med i kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF, for at iagttage ham.
FC Nordsjælland kan dét der med de unge spillere. Udvikle dem, integrere dem i truppen og så sende dem videre til udlandet for en god portion penge. Det så vi senest med Emre Mor.
Nu er spørgsmålet så bare, om turen er kommet til Marcus Ingvartsen, og noget kunne muligvis tyde på det.
Ekstra Bladet skriver nemlig, at talentspejdere, de såkaldte scouts, fra mange af Europas store klubber søndag havde begivet sig ud på noget af en omvej for at se fodbold i Nordsjælland.
Ekstra Bladet rapporterer derudover også, at der er tale om talentspejder fra Milan, Juventus, PSV, Nice, Werder Bremen, Everton og Club Brügge.
Talentspejderne måtte dog desværre indse, at turen til Farum var noget forgæves denne søndag, for den unge angriber kom ikke på tavlen i en kamp, som endte 1-1.