Matteo Darmian er en spiller, der befinder sig i en personlig krise i øjeblikket hos Manchester United. Den portugisiske træner, José Mourinho, har nemlig ikke i sinde at bruge ham på højrebacken. Darmian har vakt interesse hos Barcelona og Luis Enrique, der gerne vil smide Aleix Vidal på porten i den nærmeste fremtid.

FC Barcelona har i tankerne at lave et chok-køb. Det drejer sig om den italienske højreback, Matteo Darmian. Det beretter den spanske avis, Don Balon. 

Darmian ser ikke ud til at have nogen som helst fremtid på Old Trafford, så længe José Mourinho styrer løjerne. Det kniber nemlig gevaldigt med spilletiden på det engelske mandskab.

Den 26-årige italiener ankom til Old Trafford sidste år for en sum på godt og vel 120 millioner danske kroner fra den italienske klub Torino.

Og selvom han er startet fornuftigt i sin Premier League-karriere, så kniber det altså gevaldigt med spilletid under den nye træner, José Mourinho.

På højrebacken har Mourinho nemlig valgt at bruge Antonio Valencia, mens den lovende ungdomsspiller Timothy Fosu-Mensah angiveligt også står højere i rækken end Darmian.

Darmian er også blevet rygtet væk til sit hjemland, Italien, hvor storklubben Inter altså angiveligt også skulle være interesserede i den 26-årige højreback.