OB vandt den anden kamp i dette forår, da det hjemme på EWII Park lykkedes at besejre AaB med hele 4-0. Dermed kravler fynboerne op i tabellen og er nu placeret på en 11. plads.
af Emil Plovgaard
Fire mål blev sat ind, da der mandag var provinsopgør i Odense mellem landets tredje- og fjerdestørste by. To mål af Joan Edmundsson, et enkelt af brandvarme Rasmus Jönsson og også et enkelt af nyindkøbte Casper Nielsen.
Den nuværende OB-træner var godt tilfreds med kampens udfald, men der er stadig en del ting, der kan rettes op på fremadrettet. Deriblandt det spillemæssige.
Kent Nielsen udtaler sig således til klubbens hjemmeside:
“Der er mange parametre, og på nogle parametre var AaB bedre end os i dag. Centralt spil på banen i første halvleg var de bedre end os, men de skabte ikke chancer på grund af en stærk organisation fra os.
Vi vinder kampen på omstillinger og en stærk organisation der gør, at vi får læst mange ting rigtigt. Generelt er vi effektive, og de har ikke mange muligheder, så vi straffer dem hårdt i dag. Der har vi været gode i år – vi kommer hurtigt afsted, vælger de rigtige løsninger, og så sparker vi den bare ind.
Vi er glade for at vi har vundet, men vi synes ikke, at vi spillemæssigt var stærke i dag. Der skal vi oppe os, men det tager på ingen måde glæden fra os. Det her er ikke en typisk 4-0 kamp, men på det parameter der hedder effektivitet – der var vi gode i dag.”