F.C. København er blevet enige med den italienske Serie A klub, Atalanta B.C., om en transferaftale, der sender Andreas Cornelius til Italien fra sommeren 2017.
Andreas Cornelius kom tilbage til FCK i januar 2014 efter et ophold i Premier League klubben Cardiff og har i denne sæson foreløbig spillet 43 kampe og scoret 18 mål:
– Vi er tilfredse med, at vi igen har lavet et stort salg til en af de største ligaer i Europa. Andreas har leveret en stor indsats for klubben og fortjener at få en ny chance i en stor liga. Det er en del af vores strategi at have spillere, der med FCK som base bliver attraktive for de største ligaer, og det er den her handel et godt eksempel på, siger direktør i F.C. København, Anders Hørsholt.
Andreas Cornelius spiller nu sæsonen færdig for F.C. København inden turen går til Norditalien og byen Bergamo, hvor Atalanta er fra. Manager Ståle Solbakken udtaler sig således om salget:
– Corner har altid været garant for 100 procents indsats for klubben og holdet. Han har kæmpet sig stærkt tilbage fra en stor skade og været et forbillede i truppen med sin arbejdsiver.
Andreas Cornelius er også glad for sit skifte:
– Timingen er god med et skifte her til sommer. Nu har vi sammen fundet et rigtigt godt match med Atalanta, der har en god plan for, hvad de vil med mig, og det har været helt afgørende for mig.