Af Anders Lang Jensen
Spanske Cesc Fabregas har ikke været fast mand under Antonio Conte, og flere klubber har snøren ude efter den teknisk fantastiske midtbanespiller heriblandt to Premier League-klubber.
Liverpool med tyske Jürgen Klopp forbereder et stort transfervindue til sommer, hvor holdet på Anfield skal tages op på det næste niveau under Klopp. Ifølge engelske Daily Star forbereder Liverpool et bud på Cesc Fabregas, når sommerens transfervindue slår dørene op.
Udover Liverpool er Jose Mourinho og Manchester United også inde i billedet omkring den spanske VM-vinder. Umiddelbart længes Fabregas ikke væk fra Stamford Bridge i London, men hvis han får et tilbud, ser han på det, og er klar over, at spilletiden kan blive større et andet sted, skriver avisen.
Fabregas har set sig slået af N´golo Kante og Nemanja Matic i kampen om mest spilletid på de to centrale midtbanepladser på Contes måske kommende mesterhold. Ifølge avisen ser Chelsea ingen problemer i at sælge spanieren, da man gerne vil hente franske Tiemoue Bakayoko i franske AS Monaco ind som direkte erstatning.
Kampen kommer altså angiveligt til at stå mellem Liverpool og Manchester United om den tidligere Arsenal- og Barcelonaspiller til sommer. Men skal man tro italienske kilder, gør storklubberne AC Milan og Inter sig også begge to klar på et sommerbud på Fabregas.