Efter tre sæsoner bag roret besluttede Luis Enrique i starten af foråret, at han ville forlade trænersædet hos FC Barcelona. Det har sat godt gang i spekulationer og rygter, men i dag blev de gjort til skamme, da den nye træner officielt blev præsenteret på et pressemøde.
Af Christian Ambæk
Valget er faldet på Ernesto Valverde, der også har en fortid i klubben som spiller. Valverde kommer til klubben fra ligarivalen Athletic Bilbao, hvor han har været træner siden 2013 og frem til i sidste uge, hvor det blev gjort klart, at han træder af i Bilbao.
På pressemødet lagde klubbens præsident Bartomeu særlig vægt på, at Valverde besidder evner og viden nok til jobbet. Desuden er han god til at bruge unge spillere, som man har set det med Inaki Williams og Iker Muniain i Bilbao.
Dermed faldt valget altså ikke på den anden varme kandidat, Ronald Koeman, som mange af klubbens fans gerne så på posten. Koeman har ligesom Valverde også spillet i Barcelona, men hollænderen har en helt særlig status i klubben. Han var nemlig en del af et særdeles stærkt Barca-mandskab i 1990’erne, der blandt andet vandt Champions League i 1992, hvor det var netop Koeman, der afgjorde finalen efter en frisparkskombination i forlænget spilletid.
I går blev det offentliggjort at en anden bejler, den nu tidligere assistenttræner for Barca og Enrique, Juan Carlos Unzué, skal være træner for ligakonkurrenten Celta Vigo. Det er ikke første gang, Celta kigger mod Barcelona for en træner, for inden han styrede førsteholdet i Barca, var Luis Enrique at finde i Vigo. Dengang var Enrique og Barca-lejesvenden Rafinha i høj grad med til at etablere Celta Vigo som en solid spiller i den bedste spanske række. Med tilgangen af Unzué og en gensidig flirten mellem klubben og dens tidligere stjerne, Nolito, er der igen lagt op til gode tider for klubben.