Maximilian Meyer er efterhånden en kendt skikkelse i den tyske Bundesliga. Schalkes nr.7 er nemlig et af de største tyske talenter lige nu. Schalke har da også et ry for at være en af de bedste klubber i Tyskland når det gælder om at producere talenter, og det med rette! Fodboldspillere som Mesut Ozil (Arsenal), Julian Draxler (Wolfsburg) og Manuel Neuer (Bayern München) stammer alle fra Schalkes talent maskine og Maximilian Meyer er blot det seneste talent i rækken.

Fodbold biografi

Meyer startede med fodbolden i hjembyen Rot-Weiß Oberhausen og skiftede i en alder af 14 år til Gelsenkirchen Giants. I årene inden hans professionelle karriere spillede han futsal sideløbende med fodbolden, hvilket også tydeligt ses på den lille tyskers spillestil. i 2009 flyttede han så til Schalke 04 og startede i U17 truppen.

I 2012 slog Max Meyer benene væk under alle, da han med sine mange mål styrede Tysklands U17 landshold hele vejen til VM finalen. Han endte som turneringens topscorer og blev yderligere kåret til turneringens bedste spiller.

Som U19 spiller havde Meyer kun en enkel sæson, dog en fremragende en af slagsen, så fremragende at han omgående blev hevet op i førsteholds-truppen i Schalke. Den 16. februar 2013 blev midtbanetalentet skiftet ind imod Mainz i hans Bundesliga debut, og små ti minutter inde i sin debut lavede han den målgivne aflevering, der lod Michel Bastos sparke bolden i netmaskerne for Schalke. Kampen endte 2-2 og gav Schalke deres første point i 4 kampe. Omkring halvandet år senere den 13. maj 2014 blot 18 år gammel, fik det tyske stjernefrø sin debut for det tyske landshold.

I indeværende sæson har Max Meyer været på banen i de sidste tre kampe, hvoraf Schalke vandt den sidste 3-0 over APOEL, Meyer selv leverede den målgivne aflevering til 2-0.

Spillestil

Den lille tysker er tildelt pladsen som den kreative midtbanemand i forreste række af midtbanen, men kan dog også spille højre eller venstre kant. Det tyske stortalents spillestil bærer i den grad præg af hans tid som futsalspiller i ungdomsårene, og Schalkes nr.7 er da også kendt for sine hurtige driblinger, sin sublime teknik i høj fart og sit store overblik inde på banen. Grundet hans taktiske spil, hans hurtige driblinger og hans lave tyngdepunkt er Meyer blevet sammenlignet med superstjernen Mario Götze og den argentinske troldmand Leonel Messi.

Fremtiden

Max Meyer har kontrakt med Schalke 04 frem til 2018, men har ifølge ESPN tidligere udtalt at Barcelona eller Real Madrid ville være en drøm at spille for, da han ser disse klubber som værende bedst de sidste mange år. Han tilføjer dog, at han er glad i Schalke, men ikke ved hvad der skal ske i fremtiden.

Hvad fremtiden bringer for Max Meyer er ikke til at vide, men mon ikke at vi ser ham i en af verdens største klubber inden for få år?