Det er ikke nogen hemmelighed, at Brendan Rodgers’ mandskabspleje mod slutningen lod noget tilbage at ønske. Flere af Liverpools tidligere spillere har været ude at kritisere nordireren for at sige et, men gøre noget andet.
Af Helena Melin
Han virkede ellers så hyggelig. Altid med et stort smil på læben og meget sjældent kritiserede han sine spillere i offentligheden. Tværtimod fik de altid ros – nogle gange grænsende til det latterlige, at han efter et nederlag stadig syntes, at holdet viste ”great character”. Men trods alt. Brendan Rodgers virkede ikke som manden, der ville bryde sine løfter og aftaler med de forskellige spillere. Men det viste han sig at være.
Bl.a. vores egen Daniel Agger fik efter flere brudte løfter fra Rodgers’ side nok og vendte i 2014 snuden hjem til Vestegnen. Agger var ellers blevet udnævnt til viceanfører sommeren inden, men fra den dag gik det galt, og han ved stadig ikke hvorfor, fortæller han i et interview med Euroman. Han var fit og spillede godt, men Rodgers udnyttede enhver chance til at sætte ham af holdet. Da han konfronterede sin træner med det, fik han et smil, et håndtryk og en forsikring om, at han stadig var en af holdets vigtigste spillere. I teorien altså. For Rodgers ville ikke bruge ham, og til sidst fik Agger nok.
Han er ikke den eneste, der har haft et anspændt forhold til Brendan Rodgers. Spillere som Andy Carroll, Raheem Sterling og nu Lazar Markovic har også været ude og fortælle om deres oplevelse af nordireren. Og de er ikke lutter positive.
Agenten bag spilleren
Det er ikke mange udtalelser fra Raheem Sterling, der kommer fra hovedpersonen selv. Navnet Aidy Ward ringer måske ikke en klokke, men det er navnet på hans agent.
En agent, der ikke har været bleg for at ytre sig om alverdens ting og sager.
En agent, der af mange Liverpool-fans blev lagt for had i sommeren 2015, da han konstant skabte uro om Sterling og om klubben, hvilket som bekendt førte til skiftet til Manchester City.
Aidy Ward har heller ikke kunnet dy sig for at kritisere Brendan Rodgers’ metoder, og i et interview med Daily Mail fortæller han, at han mener, at Rodgers brugte Sterling forkert. ”Hvorfor brugte Liverpool ham som venstre wingback? Ville du spille med Simon Mignolet helt fremme?” spørger han retorisk. Han siger derudover, at halvdelen af Liverpool-spillerne ville sige, at Brendan ikke var en god manager, men at han var en god træner. Underforstået: Dygtig taktisk, men dårlig menneskeligt.
Respekten forsvandt
Og tendensen fortsætter. Andy Carrolls situation mindede egentlig meget om Aggers. Han var dog ikke en så fasttømret del af Liverpool-holdet som Agger var, men han var efter mange skader endelig blevet fit i en længere periode, og han havde fået at vide af sin manager, at han ville starte ved siden af Suárez. Hver gang. Men så ville der ikke gå længe, inden Rodgers ringede og fortalte Carroll, at klubber som West Ham og Fulham ville have ham, og det nok var for det bedste, at han forlod Liverpool. Denne procedure gentog sig flere gange, og til sidst mistede Andy Carroll respekten for sin manager. ”Og så ved man, at det er på tide at komme videre,” siger han.
Kommunikationen stoppede
Seneste skud på stammen er Lazar Markovic. Serberen blev købt i 2014 og var blevet betegnet som et af de allerstørste talenter i europæisk fodbold. Han var bl.a. blevet jagtet af Chelsea, men valgte til sidst Liverpool. Noget, han nok fortryder den dag i dag. Han startede med at have et godt forhold til Rodgers, men pludselig stoppede nordireren med at inkludere sit ellers dyrt indkøbte talent i truppen. Hovedpersonen selv fortæller til den tyrkiske avis Fanatik, at ingen fortalte ham noget om managerens planer eller hvad der foregik, og derfor besluttede han at skifte. Han har endnu ikke oplyst, om han ønsker at vende tilbage til Liverpool, når hans lejeaftale med Fenerbache udløber til sommer.
En fremtidig hæmsko?
Så det er altså ikke en enlig svale. Mens Brendan Rodgers har høstet stor anerkendelse fra stjerner som Luis Suárez og Steven Gerrard i bl.a. deres selvbiografier, er der også spillere, der ikke er tilfredse med hans mandskabsbehandling og metoder. Og det vil der nok altid være i en fodboldklub. Men i dette tilfælde har hans metoder altså ført til, at flere spillere har valgt at forlade klubben. Det er nok ikke noget, han skriver på sin næste jobansøgning. Men det er svært at se bort fra, at når man googler hans navn – ja, så popper nogle af de ikke så flatterende udtalelser frem på første side.