Det rapporterede skifte til Inter ser ud til at gå i væsken for Emre Mor. Dog kan han glæde sig over, at Italien ikke har afskrevet ham helt endnu. AS Roma melder sig nemlig igen på banen med interesse for den tyrkiske angriber.
Inter har tilsyneladende mistet interessen for Emre Mor, men den tidligere FCN-spiller kan stadig havne i Roma eller Fiorentina. Det skriver Football-Italia.net på sin hjemmeside.
Inter Milan havde angiveligt indgået en aftale med Dortmund om en lejeaftale for Mor i denne sæson til en pris på 2-3 millioner euro med en klausul, der betød, at Mor – mod betaling – kunne skifte til den italienske klub efter endt ophold.
Men sådan skal det altså ikke være. Inter har nemlig droppet sin interesse. Og det rygtedes, at det er fordi tyrkerens agent, Mustafa Ozcan, vil have for mange penge for sit arbejde i forbindelse med at få et skifte på plads.
Ifølge det italienske medie, CalcioMercato.com, er en af Mors repræsentanter dog lige nu i den italienske hovedstad, Rom, hvor der forventes at blive forhandlet om et skifte til AS Roma.
Roma jagter dog først og fremmest Leicester-spilleren Riyad Mahrez, men Mor fungerer altså som andetvalg, såfremt det skifte skulle gå i vasken.
Hos Fiorentina solgte man tidligere denne sommer sin stjerne, Federico Bernadeschi, og det har gjort Mor til en attraktiv spiller for den italienske klub, der er på udkig efter en erstatning for tabet af Bernadeschi.