Der var ikke meget tilfredshed i Armeniens trup efter 1-4 nederlaget til Danmark i går. Træneren for de armenske spillere, Artur Petrosian, havde efter kampen et forklaringsproblem for, hvordan det kunne gå så galt.
Til Armtimes fortæller Petrosian.
-Vi havde ikke fortjent at tabe så stort, men vi kan ikke ændre på resultatet nu. Vi var ikke klar til at kæmpe for nedfaldsboldene. Danskerne spillede simpelt fodbold, og ved deres første mål lavede vi fejl på fejl.
Thomas Delaneys mål til 1-1 blev scoret på hovedstød efter et velgennemført hjørnespark. Det har den armenske træner også stor fokus på, altså højdeforskellen.
-Spillet startede meget godt, men vi kunne ikke kæmpe om bolden i anden sal, og modstanderne var meget høje.
-Jeg vil ikke sige, at vi fortjente at indkassere fire mål, men standardsituationer spiller en meget afgørende rolle, fortæller en af de armenske spillere, Ruslan Koryan til Armtimes.
Næste kamp for armenerne er mod Polen den 5. oktober, hvor de skal forsøge at hjælpe det danske landshold videre.