Når Celtic onsdag aften tørner sammen med Anderlecht i Champions League, bliver det muligvis uden deres sædvanlige trøjer. En belgisk lov forbyder nemlig reklame for bettingfirmaer, og da Celtic har bettingfirmaet, Dafabet, på trøjen, skal den skotske klub se sig om efter et nyt alternativ til den sædvanlige trøje.
Belgien har forbudt reklame af online bettingfirmaer. Denne regel indbefatter også Dafabet, som er Celtics sponsor. Beslutningen er blevet bekræftet gennem korrespondance med de belgiske myndigheder.
Myndighederne har udtalt sig således om sagen.
-Dafabet var villige til at indgå et fuldt samarbejde med os, og følger alle de instruktioner nedsat af de belgiske myndigheder.
Og da klubbens anden sponsor, Magners, er et alkoholfirma – som også er forbudt af UEFA – ser det ud til, at den skotske klub onsdag aften spiller uden nogen trøjesponsor.
Celtic fik ikke den ønskede start på tilværelsen i UEFA Champions League, da man tabte med hele 0-5 til Neymars nye klub, Paris Saint-Germain.
Erik Sviatchenko er imidlertid ikke med for Celtic, da han i øjeblikket er ude med en skade, som angiveligt også forhindrede ham i at skifte til F.C. København i løbet af sommerens transfervindue.