Fodboldmediet Goal har givet deres bud på et hold af spillere, som de mener har været årets bedste spillere hidtil i Europa.
Der er nu spillet omkring to måneder af den nye sæson, og nogle af topholdene er allerede begyndt at trække fra resten. Holdene, der skal blande sig i bunden og i toppen af ligaerne, er allerede ved at være fundet, og vi har også allerede set flere fantastiske mål og præstationer fra nogle af de aller bedste fodboldspillere i Europa.
Fodboldmediet Goal har valgt at sammensætte et hold af de spillere, som efter deres mening, har gjort det bedst i denne sæson, og der er nogle rigtig store navne på listen.
Europas bedste hidtil i denne sæson: (4-3-3)
David de Gea: Manchester United
Han har ikke haft meget at lave, dog har han været fantastisk, når der har været brug for ham, og han har hjulpet United til rigtig mange point, og er en af de helt store stjerner på United-holdet. Ikke underligt hvorfor United meget gerne vil forlænge hans kontrakt.
Dani Alves: PSG
Man må sige, at PSG er kommet godt fra start både i ligaen og i Champions League, hvor det har fejet næsten al modstand til siden, og en af de bærende kræfter på holdet, er brasilianske Dani Alves. Den 34-årige har imponeret for PSG og præsterer sublimt hver uge.
Phil Jones: Manchester United
Nok den største overraskelse på listen, og mange ville nok ikke engang have spået Jones til at starte inde for United før sæsonen gik i gang. Man havde lige købt Victor Lindelof, som man havde store forventninger til, men han har været en stor skuffelse indtil nu, og det har Phil Jones altså udnyttet, der nu er fast starter hos United og har været helt forrygende defensivt indtil videre i denne sæsoon.
Gerard Pique: Barcelona
Han har været et stort fokuspunkt i medierne, efter hans udtalelser omkring catalansk selvstædnighed, men på fodboldbanen har han været helt suveræn for Barca. Der er kun blevet scoret to gange siden den spanske Super Cup, og Pique har været en stor del af den succes.
Faouzi Ghoulam: Napoli
Måske er det Dries Mertens og Lorenzo Insigne, der tager den største opmærksomhed i Napoli, men venstre-backen Ghoulam har for alvor slået sit navn fast i denne sæson. Indtil videre er det blevet til to mål og tre assists i denne sæson.
Kevin de Bruyne: Manchester City
Evnen til at skabe chancer og gøre sine medspillere gode, er jo helt formidabel, og igen i denne sæson, ser det ud til, at han bliver en af de spillere i Europa, der kommer til at lægge flest assists. Samtidig er han også blevet målfarlig, blandt andet med et sublimt sejrsmål mod Chelsea.
Adrien Rabot: PSG
Et af de største talenter i Europa, han har været fantastisk og er hjernen bag PSGs flotte angrebsfodbold.
Lionel Messi: Barcelona
Det kan godt være, at det ikke går så godt for den argentiske troldmand på landsholdet, men han har så sandelig fundet sit gamle topniveau tilbage, og har allerede scoret 11 mål i syv ligakampe i denne sæson.
Paulo Dybala: Juventus
Syv kampe ti mål, mere behøver man vel ikke sige om Paulo Dybala, der har taget fusen på alle sine kritikere og kan vel snart kæmpe med om Ballon d’Or.
Radamel Falcao: Monaco
Alle troede, at Falcaos storhedstid var slut, men han har bevist, at han stadig kan og med 12 mål på 13 skud i Ligue 1, så har han været med til at sikre Monacos gode start i Ligue 1.
Neymar: PSG
Verdens dyreste spiller nogensinde, har taget alle Ligue 1 med storm. Hans præstationer i Ligue 1 og Champions League beviser, at han er klar til at kæmpe med Ronaldo og Messi om Ballon d’Or.