En vanvittig historie bliver i disse dage fortalt i Italien – Serie A-klubben Lazio truer simpelthen med at forlade ligaen.

(Photo by Marco Rosi/Getty Images)

af: Emil Plovgaard

Serie A er uden tvivl en af de mest spændende ligaer at følge i Europa i denne sæson. Der er kamp om titlen, og alle hold kæmper for ikke at tabe point – og ansigt – til den nærmeste konkurrent.

I England og Frankrig er titelræset så godt som afgjort. De fleste bookmakere har allerede udbetalt gevinsten, hvis du har henholdsvis Manchester City eller PSG som mestre.

Men i Italien er der hele fem hold, som stadig kan betegnes som værende titeludfordrere på trods af, at vi er et godt stykke inde i december måned.

Inter Milan har et meget snævert forspring på førstepladsen. De fører nemlig med ét enkelt point ned til Napoli på andenpladsen. Juventus er yderligere et point bagud, mens Roma har 35 point og Lazio 32.

Men netop Lazio led et skuffende nederlag, da de på hjemmebane tabte med 3-1 til Torino. Nederlaget til Torino har ført til påstande om, at Lazio muligvis forlader Serie A.

Torinos sejr på Olimpico mandag aften var en stor overraskelse.

Fik gæsterne en hjælpende hånd med i spillet?

Lazio var rasende over et par beslutninger, der blev truffet i kampen mod Torino, heriblandt et rødt kort til stjerneangriberen, Ciro Immobile.

Immobile blev udvist i første halvleg, da hans skulder landede i Nicolas Burdissos hoved. Dommerne brugte endda det nye VAR-system (Video Assistant Referee, red.), og selvom systemet blev taget i brug, kom dommeren frem til en forkert konklusion.

Immobile nikkede nemlig aldrig Burdisso en skalle – og det var dermed heller ikke berettiget, at der blev uddelt et kort, og da slet ikke et rødt et af slagsen.

Ydermere protesterede Immobile, som engang har spillet for netop Torino, imod ”hands”, da Iago Falque med hånden afværgede et Lazio-indlæg, men han fik ikke medhold.

Nedenunder kan du se nogle af situationerne.

https://twitter.com/Elijahkyama/status/940581381960355840

Ifølge Premium Sport, vil Lazio-præsident, Claudio Lotito, gerne ud af Serie A. I protest mod de forkerte dommerkendelser.

Lotito føler sig offer for en politisk modstand, der har til formål at forhindre Lazio i at slutte blandt Italiens fire bedste hold.

En overreaktion, nuvel, idet Lazio velsagtens rammes af sanktioner, der vil få dem til at fortryde deres valg, såfremt de vælger at gøre en sag ud af truslerne.