Chelsea skulle i denne sæson forsøge at forsvare sidste sæsons mesterskab, men med nederlaget på 3-0 i sæsonåbningskampen mod Burnley stod det hurtigt klart, at London-klubben ville få svært ved at forsvare titlen som Premier League mestre. Den antagelse har også vist sig at holde stik – faktisk kæmper The Blues, som klubben også kaldes, lige nu om det Champions League-adgangsgivende fjerdeplads sammen med Tottenham Hotspurs.

Af den grund vil de selvfølgelig hen over sommeren forsøge at forbedre deres mandskab i håbet om at forbedre deres præstationer i næste sæson. En spiller, som træner Antonio Conte har set sig varm på, er angriberen eller fløjspilleren Anthony Martial fra Chelseas rivaler Manchester United. Det skriver det engelske medie Goal.com.

Chelseas russiske ejer, Roman Abramovich skulle eftersigende være klar på at smide 370 millioner kroner for den 22-årige United-spiller. Han skal fungere som afløse for Willian og Eden Hazard på kanterne eller indgå i startopstillingen som holdets spydsspids, hvis ikke Oliver Giroud og Alvaro Morata leverer mange mål.

Angiveligt skulle klubber som Tottenham og Juventus også være ude efter franskmanden, der kom til den røde del af Manchester for snart tre år siden. Ifølge førnævnte medie skulle Chelsea dog være tættest, idet de bedst kan matche den løn som Martial angiveligt forlanger.

Det er dog langt fra sikkert, at Martial fortsat kommer til at være et muligt transferemne for Chelsea. Det er nemlig træner Conte, der har set sig lun på offensivspilleren, og såfremt han ikke er i Chelsea efter sommerferien, er det ikke sikkert, at en ny træner er interesseret i at hente Martial til Stamford Bridge. Flere medier skriver nemlig, at Conte har raget sig uklar med den øverste ledelsen i klubben og måske af den grund, ikke ville kunne få lov til at fortsætte som manden med det store ansvar – og måske slet ikke, hvis Chelsea ikke formår at kvalificere sig til Champions League i næste sæson.