Det er stadig uvist, hvem Fernando Torres vil tørne ud for i næste sæson. Den 34-årige angriber bekræftede i sidste måned, at han forlader Atlético Madrid til sommer. Siden 2015 har han repræsenteret sin barndomsklub.
Torres er blevet kædet sammen med en masse klubber, siden han annoncerede sin afgang i sidste måned. Blandt andet mener mange, at han vælger pengene over fodbolden, og tager til USA, Kina eller sågar Japan.
For nylig tog Steven Gerrard over som manager i Rangers, og det førte også til spekulationer om, hvorvidt Torres ville blive kædet sammen med sin tidligere holdkammerat hos Liverpool.
I dag skriver Daily Mail dog, at Torres kan vende tilbage til Premier League. Hans tidligere manager på Anfield, Rafa Benitez, står nemlig lige nu i spidsen for Newcastle United.
Selv om Benitez ikke har skrevet under på en kontrakt, som vil gøre ham til Newcastle-træner for tredje sæson i træk, så står en angriber højt på Newcastles ønskeliste. Benitez vil i hvert fald byde Fernando Torres velkommen, hvis muligheden opstår. Det fortæller han i et interview.
– Fernando er en fantastisk spiller, udtalte Benitez for nylig.
– Han er et ikon, et idol hos Atlético Madrid, og jeg har en masse gode minder med ham.
Torres blev købt til Liverpool af Benitez i 2007. Her etablerede han sig selv som en nøglespiller på Merseyside. Benitez forlod The Reds i 2010, og Torres blev solgt til Chelsea året efter.
Parret blev for en kort stund genforenet på Stamford Bridge i november 2012, da Benitez tog over efter Roberto di Matteo som en midlertidig træner for resten af 2012/13-sæsonen.
Det forventes, at Benitez ikke vil skrive under på en ny kontrakt med Newcastle, før han garanteres midler til indkøb.
Newcastles transferrekord lyder i øjeblikket på 16 millioner pund. Den blev man indehaver af, da Michael Owen i 2005 skiftede Real Madrid ud med Tyneside-klubben.