Liverpools keeper Lorius Karius havde en forfærdelig aften lørdag, da han kostede sin klub Champions League-trofæet med to drop fra den helt store skuffe. Han brød efter kampen fuldstændig sammen og undskyldte til Liverpool-fansene. Han tog hele skylden, og flere eksperter og tidligere topmålmænd har sagt, at de aldrig har set så store fejl i en så stor finale som den.

Liverpools træner Jurgen Klopp var ellers manden, der hentede den tyske målmand til klubben, da han selv blev træner for Merseyside-klubben. I starten var den tidligere Mainz 05-målmand andetvalg bag Simon Mignolet, men i denne sæson har han slået Mignolet af, og var altså førstevalg til Champions League-finalen. Om det var den rigtige beslutning kan så diskuteres efter gårsdagens præstation.

Klopp er dog en god mand; han står nemlig bag sit holds målmand og bakker ham 100 procent op. Det skriver det engelske medie Goal.com i hvert fald i dag.

Han skulle eftersigende have sagt følgende om Karius’ præstation: “Jeg har kun meget få ord til at beskrive kampen, men nu er det slut og der er ikke noget at tale om. Jeg føler virkelig med ham – der kommer en periode nu, hvor han skal igennem noget meget hårdt og selvbebrejdende – sådan er det bare, og det er en del af gamet.”

“Fejlene var soleklare og der er ikke andre ansvarlige, han ved det, alle ved det og derfor er der ikke behov for at vi snakker mere om det lige nu.”

Den tidligere tyske landsholdsmålmand og Bayern München-anfører Oliver Kahn fortæller følgende om kampen i går:

“Jeg er tom for ord. Jeg kan ikke huske at have oplevet en finale med så dårlig en målmandspræstation som den i går. Det er drop af dimensioner og jeg har aldrig set det før i så stor en kamp. En aften som den kan ødelægge karrieren for Karius.”