Delaney blev i går præsenteret i Dortmund. En handel, der eftersigende kommer til at koste Dortmund omkring 150 millioner kroner. Dette gør Delaney til den dyreste dansker i historien.
Dortmunds sportslige ledelse glæder sig over tilgangen af den tidligere FCK-anfører. Han kan både mentalt og med sit spil langs græstæppet tilføre de gulblusede meget.
“Vi har rigtig gode erfaringer med danske landsholdsspillere fra tidligere.”
“Thomas er en fysisk og mentalt stærk spiller, som passer godt på holdet med sin karakter og sin ærgerrighed for at vinde hver eneste gang.”
“Han vil løfte hele holdet med sin tilstedeværelse”, siger sportsdirektør Michael Zorc til klubbens hjemmeside.
Jeg kunne ikke sige nej
Den nu tidligere Werder Bremen-spiller har gennem længere tid været i søgelyset hos flere Premier League-klubber, men da Dortmund meldte sig på banen, var han ikke i tvivl.
“Jeg har tidligere udtalt, at jeg foretrak et skifte til Premier League, hvor der løbende også har været tilbud fra, men da Dortmund meldte sig på banen skulle jeg ikke tænke over det to gange.”
“For mig er Dortmund ét af de ti bedste hold i Europa og ét af de største hold i Tyskland. Og deres stadion taler vist for sig selv.”
“Jeg lover, at jeg altid vil give mig hundrede procent. Jeg ser frem til udfordringen i Dortmund, og forhåbentlig kan jeg være med til at vinde et trofæ elller to i sort og gult”, siger Thomas Delaney til klubbens hjemmeside.
Dortmund sluttede på fjerdepladsen i den netop overståede sæson i Bundesligaen – hele 29 point efter mestrene fra Bayern München.