Brøndby har netop offentliggjort købet af Hoffenheim-spilleren Marvin Schwäbe. Brøndby henter ham til vestegnen på en tre-årig kontrakt.
Brøndby mister denne sommer deres første målmand, Frederik Rønnow. Nu har man hentet hans afløser.
Det har længe været på rygtebørsen, at Marvin Scwäbe fra Hoffenhein, var tæt på et skifte til Brøndby. Og nu er det altså officielt.
– Vi har i Brøndby IF historie med at udvikle dygtige målmænd, der kommer som store talenter og løfter deres spil til helt nyt niveau, mens de er i klubben.
– Marvin er, som Frederik Rønnow og Lukas Hradecky var det, et stort målmandstalent, der er klar til at spille med i toppen af ligaen, og han har set, hvor store skridt man kan tage i sin udvikling som målmand i Brøndby IF, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside og fortsætter.
-Vi har hele sæsonen vidst, at Frederik skulle videre til en større liga i dette transfervindue, så vi har haft god tid til at forberede os og gøre arbejdet om hans afløser så grundigt som muligt. Jeg er glad for, at det har været muligt at blive enig med Marvin om, at hans fremtid ligger i Brøndby IF.
Brøndby oplyser på klubbens hjemmeside, at Schwäbe får nummer 1.
Imponeret af fansene
– Jeg har set flere af kampene i mesterskabsspillet på video og var inde og se pokalfinalen mod Silkeborg. Jeg var imponeret over den opbakning, som fansene leverede. Jeg glæder mig til at spille for dem, siger Schwäbe til Brøndbys hjemmeside.
Den tyske målmand er derudover glad for, at han flere af hans nye holdkammerater og cheftræneren ligeledes har tysk pas.
– Da interessen fra Brøndby IF blev konkret, vidste jeg hurtigt, at jeg gerne ville hertil. Hany Mukhtar kender jeg fra det tyske U21-landshold, og så har jeg skrevet lidt sammen med Anthony Jung, siger Schwäbe og fortsætter.
– De har talt positivt om klubben, og jeg er sikker på, jeg falder hurtigt til her. Der er nogle andre tyske spillere og en tysk træner, så det hjælper selvfølgelig.