Af Anders Lang Jensen
En vaskeægte superstjerne, der for tiden tørner ud for Real Madrid som en markant skikkelse for det spanske storhold, kunne være endt i dansk fodbold. Historien er nærmest helt utænkelig.
På et kroatisk landshold i Rusland, hvor stjernerne står er mange, er det Luka Modric, der står forrest. Real Madrid-stjernen har gennem flere sæsoner været blandt verdens bedste fodboldspillere. Men den kroatiske stjernes karriere kunne have udformet sig anderledes.
Før Real Madrid, og før engelske Tottenham var den i dag 32-årige Modric et stortalent. Han var ejet af hjemlandets storklub Dinamo Zagreb, men lejet ud for at udvikle sig. Og det var netop på dette stadie, at verdensstjernen, som 18-årig, kunne være endt i Superligaen. BT bringer historien.
”Jeg så Modric i en bosnisk klub ved navn Zrinjski Mostar i sæsonen 2003/04, og allerede dér var han outstanding. Der var ham, og så var der alle de andre”, fortæller agenten og mellemmanden Nikola Juric. Juric øjnede derfor en transfer med Danmark som destination.
Fysikken manglede for Modric
”Jeg spurgte ind til knægten, og præsidenten dernede sagde ’Kom med 100.000 euro, så skal vi nok finde ud af det’. Så jeg tilbød ham til to klubber. Det var BK Frem, der lå i Superligaen, og så var det Brøndby”, fortæller Juric.
Men Luka Modric, der fire år senere blev solgt til Tottenham for 150 millioner kroner og senere røg videre til Real Madrid for det dobbelte, var på daværende tidspunkt ikke interessant for Brøndby og Frem. Tommelfingeren røg ned over for den fremtidige verdensstjerne både på vestegnen og i Valby.
”De sagde nej, fordi de mente, han ikke havde fysik nok. De mente ikke, han var stor nok til den danske Superliga”, fortæller Nikola Juric.
”Et års tid efter kom Brøndby tilbage. De sagde: ’Jeg kan se på vores lister, at du har tilbudt os Luka Modric. Ham kunne vi godt tænke os.’ Jeg spørger så, om de har penge, og de siger ja. ’Hvad koster han?’ spørger de så. Og jeg svarer 10 millioner. Det mente de godt, vi kunne blive enige om. Men da jeg sagde, det var 10 millioner euro, blev svaret til ’glem det bare’. Men de kom da tilbage”, slutter agenten.