Det kommer til at koste dyrt i efterdønningerne, at bølgerne gik højt i weekendens Old Firm-opgør mellem Celtic og Rangers.
Således vil det skotske fodboldforbund straffe både Rangers-træner Steven Gerrard og Celtics anfører Scott Brown.
Begge parter siges at skulle have medvirket til optøjer umiddelbart efter slutfløjtet i kampen, som Celtic vandt med 2-1. Sejren medvirker til, at Celtic nu fører den skotske liga med hele 13 point ned til Rangers.
Brown, som jublede direkte i retning mod Rangers’ fans efter kampen, er blevet anklaget for at have brudt en regel, der siger, at ”alle spillere, trænere og ansatte skal opføre sig i bedste henseende for fodbolden.”
Reglen siger også, at dårlig opførsel via truende og fornærmende ytringer eller opførsel kan straffes med to spilledages karantæne.
Gerrard er ligeledes blevet beskyldt for at have brudt en regel om dårlig opførsel. Den tidligere Liverpool-kaptajn er blevet anklaget for at have rettet en række kommentarer efter kampen mod dommer Bobby Madden. Han har frem til fredag til at anke.
Dommeren, Bobby Madden, viste først Rangers’ spiller Alfredo Morelos ud for at plante en albue i hovedet på Scott Brown.
Derefter fik endnu en Rangers-spiller besked om at gå tidligt i bad. Det var Andy Haliday, som fik sit andet gule kort og derfor måtte han ud under bruseren før tid.