Ajax’ brasilianske stjerne, David Neres, er en mand, som er efterspurgt.
af: Emil Plovgaard
Sidste sommer bød både Borussia Dortmund og AS Roma på den brasilianske stjerne. Begge klubber er angiveligt stadigvæk interesserede i ham.
Men ifølge flere artikler fra Brasilien, så er de ikke de eneste, som viser interesse for den unge Neres. Også de to London-rivaler, Arsenal og Tottenham, er med i kapløbet om Ajax-spilleren, lyder det.
Således skriver Goal i Brasilien, at Ajax er villige til at lade den 22-årige brasilianer gå. Men altså kun for den rette pris. Og den rette pris er efter sigende 70 millioner euro.
LÆS OGSÅ: Tottenham gør klar til MEGA-INDKØB: Vil af med 12 spillere!
Hverken Dortmund, Roma eller de to engelske klubber er dog villige til at betale så stor en sum. Eller det er der i hvert fald sået tvivl om.
Ajax er dog stadig af den overbevisning, at de ikke vil lade ham gå for mindre end det. David Neres er nemlig blot blevet endnu bedre i denne sæson.
Han fik for nylig sin første kamp for det brasilianske landshold. Udtagelsen skyldes hans fremragende form i denne sæson, hvor han har scoret 11 mål og leveret yderligere 14 assists.
Dermed har han spillet en stor rolle i Ajax’ vej til kvartfinalerne i Champions League. Den hollandske hovedstadsklub slog blandt andre Real Madrid ud på sin vej.